Eksperter: Ulven vil æde vores husdyr

26. februar 2013 11:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eksperter: Ulven vil æde vores husdyr
Billede mangler

I weekenden knipsede et automatisk vildtkamera på Harrild Hede sydøst for Herning knivskarpe billeder af en ulv på en fodringsplads for råvildt, og nu mistænkes den for at have angrebet en fåreflok få kilometer derfra.

 

Interessen for ulvens tilbagevenden har været støt stigende, siden den første ulv optrådte på et uskarpt billede i oktober sidste år. Det var den, der blev døbt »ulven fra Thy«, og som senere blev fundet død.

Nu er der altså med sikkerhed endnu én levende ulv i Danmark, og hvis ellers vi mennesker blander os uden om, så mener Frank Vigh-Larsen, direktør i Skandinavisk Dyrepark på Djursland, at flere vil finde vej til Danmark. Det skriver Midtjyske Medier.

»Ulven er utrolig tilpasningsdygtig og kan sagtens leve i Danmark. Men vi skal også huske på, at vi bor i et gennemreguleret land, som er tæt bebygget,« påpeger han med henvisning til, at ulven vil komme til at leve forholdsvis tæt på mennesket.

Det kan ikke undgå at skabe gnidninger mellem menneske og dyr, og det første eksempel så vi måske mandag, hvor to får blev fundet dræbt, og yderligere seks måtte aflivet på grund af deres bid. Intet er endnu sikkert, men mistanken retter sig mod ulven.

»Der er en euforisk stemning blandt folk lige nu i forhold til at få ulven tilbage, og jeg synes da personligt også, det er spændende. Men vi skal huske på, at ulven ikke er dum. Hvis den finder ud af, at det er lettere at tage et lam eller et føl på marken i stedet for at jage efter rådyr i timevis, så er det det, den gør. Og når det sker, tror jeg, piben får en anden lyd,« advarer Frank Vigh-Larsen.

Han peger endvidere på, at ulve vil betragte hunde som en trussel mod deres territorium og bide dem ihjel, hvis de kommer for tæt på.

»En hund er jo at betragte som et familiemedlem, så spørgsmålet er, om vi mennesker vil være i stand til at acceptere ulven på både godt og ondt,« siger Frank Vigh-Larsen til Midtjyske Medier.

Den sidste danske ulv blev skudt i 1813. Dengang blev den udryddet, fordi den blev set som en plage for bønderne, og seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus er enig med Frank Vigh-Larsen i, at den gamle strid kan blive genoplivet, når ulven vender tilbage til Danmark.

»Der kommer til at ryge nogle får og måske også det, der er større, og det vil uden tvivl sætte sig som ondt blod. Derfor er vi også allerede nu nødt til at begynde at udarbejde nogle retningslinier for, hvordan vi skal forvalte det at have ulve i naturen. Hvis vi ikke er på forkant, kan der let piskes en stemning i vejret,« mener Thomas Secher Jensen og ­tilføjer, at vi må lære at leve med ulven, om vi vil eller ej, eftersom den er fredet overalt i EU.

Mens der altså er sandhed i det gamle ordsprog om, at man ikke bør lade lammet sove hos ulvene, så er der ingen grund til at frygte for hverken sig selv eller sine børn, understreger både Frank Vigh-Larsen og Thomas Secher Jensen.

»Det er en misforståelse, jeg meget gerne vil udrydde. Ulven er ikke farlig for mennesker, heller ikke små børn. Rent evolutionsmæssigt står mennesker simpelthen ikke på ulvens menukort,« siger Frank Vigh-Larsen.

Selv om Thomas Secher Jensen humoristisk bemærker, at han nok ikke ligefrem ville iklæde sin datter en rød hætte og sende alene hende ind i skoven til ulvene, så tilbageviser også han myten om ulven som en glubsk menneskeæder:

»Jeg kender kun til syv-­otte eksempler på verdensplan, hvor ulve har angrebet mennesker, og de har alle lidt af hundegalskab (rabies), og det findes ikke i Danmark. En ulv vil altid fjerne sig, hvis den kommer i nærheden af mennesker,« understreger han overfor Midtjyske Medier.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu