Eksplosioner dræber kvinder og børn i Syrien

9. juni 2012 12:58 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Eksplosioner dræber kvinder og børn i Syrien
Billede mangler

Kort før solopgang lørdag ramte flere bomber et beboelsesområde i den syriske by Daraa.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder var det den syriske hær, som stod bag eksplosionerne, der dræbte mindst 17 mennesker, og sårede adskillige. Flere af dem alvorligt.
Boligområdet, som blev ramt, er netop der, hvor opstanden mod det voldelige regime og præsident Bashar al-Assad brød ud i Daraa i marts 2011, fortæller en britisk iagttager til nyhedsbureauet AFP.
Kilden tilføjer, at det mobile netværk i byen blev afbrudt lørdag morgen.
Kampene mellem regimets tropper og oprørerne i Syrien er taget til de seneste dage. Fredag blev 68 mennesker dræbt landet over. Iblandt dem var 36 civile, 25 soldater og syv oprørere.
Angrebet lørdag morgen føjer flere liv til de mange drab på civile, som ugen igennem har fået internationale stemmer til at fordømme regimets overgreb på befolkningen.
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon kalder overgrebene “barbariske”.
Især et angreb onsdag, hvor militsfolk som støtter al-Assads styre angreb et sunnimuslimsk landbrugssamfund med granater, har vakt generalsekretærens harme. 55 ud af landsbyens 150 indbyggere blev dræbt.
Den syriske regering benægter at stå bag de talrige angreb. De skyder skylden på udenlandsk støttede terrorister, som de har gjort med tidligere angreb.
FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, frygter, at Syrien bevæger sig lige på kanten af en regulær borgerkrig.
Stadig flere civile syrere tvinges til at flygte fra deres hjem på grund af konflikten mellem regeringsstyrkerne og oprørerne, siger Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).
AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu