EL bakker Lykketoft op: Regeringstoppen har forkert fokus

9. januar 2013 10:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
EL bakker Lykketoft op: Regeringstoppen har forkert fokus
Billede mangler

Regeringens fokus på øget arbejdsudbud og skattelettelser møder modstand hos Folketingets formand, Mogens Lykketoft. 
 BNB, Af: Chris Kjær Jessen
 
Socialdemokraternes tidligere formand Mogens Lykketoft (S) leverer en bredside mod regeringens økonomiske politik i et jubilæumsskrift for Det Økonomiske Råd.
 
Her kritiserer den tidligere finansminister det ensidige fokus på at øge arbejdsudbuddet i en tid med stigende ledighed, og at der skulle være et stærkt belæg for, at skattelettelser øger beskæftigelsen i den nuværende konjunktursituation.
 
Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen (Ø), bakker op om kritikken. Det skriver b.dk.
 
 – Jeg synes, Socialdemokraterne skulle overveje, om det virkelig er fornuftigt at fastholde fokus på arbejdsudbud, lettelser af erhvervslivets vilkår og forringelser for de arbejdsløse i en situation, hvor enhver kan se, at hovedproblemet er for få arbejdspladser, siger Per Clausen til b.dk.
 
Han mener, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og finansminister Bjarne Corydon (S) udgør den største barriere i forhold til at skifte fokus i den økonomiske politik tilbage til noget af det, Socialdemokraterne og SF gik til valg på.
 
 – Vi opfatter meget klart, at der, hvor vi har et kæmpe politisk problem i regeringstoppen, er omkring statsministeren, økonomiministeren og finansministeren, som virker meget insisterende på at fastholde en fuldstændig forkert økonomisk politik, som fører til øget arbejdsløshed og forringelser af de arbejdsløses vilkår, siger han.
 
I Mogens Lykketofts indlæg skriver han blandt andet, at »problemet de nærmeste år under ingen omstændigheder er arbejdskraftmangel, men tværtimod for stor arbejdsløshed. Alt for mange – og især alt for mange unge – er ledige. Det er teoretisk rigtigt, at øget arbejdsudbud i det lange løb skaber sin egen efterspørgsel. Men risikoen er, som Keynes sagde: I det lange løb er vi alle døde.«
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu