El-cyklist røver pengetransport: Chauffør slået ned

10. januar 2017 14:16 | Af: Matias Mortensen

En chauffør blev tirsdag eftermiddag slået ned under et røveri mod en pengetransport i Ringsted.

Røveriet er fundet sted på Klosterparkvej i Ringsted. Video: Local Eyes.

Tirsdag eftermiddag er en pengetransport fra virksomheden Loomis blevet udsat for et røveri på Klosterparks Allé i Ringsted. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen fortæller til Newsbreak.dk, at chaufføren blev overfaldet, da han var på vej hen til sin pengetransport med penge fra en butik.

– Han (chaufføren /red.) kommer ud inde fra en Hugo Boos-forretning med penge derfra, siger Carsten Andersen.

Se flere videoer hos Local Eyes.

– Han bliver slået ned uden videre, oplyser han yderligere.

Gerningsmanden havde en pistollignende genstand og en peberspray på sig. Det var den pistollignende genstand, som chaufføren blev slået ned med.

Stak af på cykel

Efter overfaldet tog gerningsmanden pengene fra chaufføren og stak af på en sort el-damecykel i sydlig retning.

Gerningsmanden var en mand, der muligvis er lidt spinkel af bygning, oplyser Carsten Andersen.

– Vi har selvfølgelig været massivt til stede i Ringsted og ledt efter gerningsmanden, og det fortsætter vi med lidt endnu, siger han.

Midt- og Vestsjællands Politi vil meget gerne have kontakt med borgere, der kan have set gerningsmanden før eller efter røveriet. Man kan kontakte politiet på telefon 114.

Røveriet fandt sted klokken 12.53.

Chaufføren blev tilset på stedet af ambulancepersonale. Han er ikke kommet alvorligt til skade ved overfaldet.

Artiklen er opdateret klokken 15.03 med nye oplysninger fra politiet

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu