EL glæder sig over DFs nye syn på ministerkalendere

12. april 2013 18:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL glæder sig over DFs nye syn på ministerkalendere
Billede mangler

Det er godt, at Dansk Folkeparti nu fortryder, at man i 2009 besluttede at lukke for aktindsigt i ministrenes kalendere. Sådan lyder det fra Enhedslisten.

 

Udmeldingen fra Dansk Folkeparti kom, da den omdiskuterede offentlighedslov torsdag blev debatteret under et samråd i Folketingets retsudvalg. Her kom debatten ifølge Jyllands-Posten til at handle om lukningen af ministerkalenderne, der i 2009 blev gennemført af VK-regeringen, Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Dansk Folkeparti.

»Jeg er selvfølgelig ked af, at vi har lukket ministerkalenderne. Men vi kan jo åbne dem igen. Det synes jeg ville være dejligt. Det går jeg faktisk ind for,« sagde Dansk Folkepartis Pia Adelsteen ifølge Jyllands-Posten.

Meldingen får ros af Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø).

»Det er jeg rigtig glad for. Det er godt, at man kan blive klogere, og det er godt, at Dansk Folkeparti også kan se, at det har haft nogle gruelige konsekvenser,« siger hun.

»Vi ved jo ikke, hvad det er for nogle sager, vi ikke kan få indsigt i, men der har været en række sager, som er blevet afsløret via aktindsigt i ministerkalenderne.«

Hverken Venstre eller de Konservative mener dog, at kalenderne skal åbnes igen.

»Vi støttede dengang forslaget, og det gør vi stadigvæk,« siger retsordfører Tom Behnke (K).

»Alle mulige private oplysninger står i ministrenes kalendere, fordi det er et rod for ministrene at skulle have flere forskellige kalendere, så jeg synes, det er fornuftigt,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu