EL kalder opgør med matchgrupper for »varm luft«

20. februar 2013 10:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL kalder opgør med matchgrupper for »varm luft«
Billede mangler

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) forslag om at afskaffe inddelingen af kontanthjælpsmodtagere i såkaldte matchgrupper får en lunken modtagelse hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, som er bekymret for konsekvenserne af planerne.

 

»Det løser ingenting at fjerne matchgrupperne. Det kommer i hvert fald meget an på, hvad man i givet fald så vil gøre, og her bør regeringen investere i en ordentlig sagsbehandling i kommunerne, en mere håndholdt indsats, hvor borgeren eksempelvis ikke har 10-12 sagsbehandlere,« siger beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (Ø) til Berlingske Nyhedsbureau.

I dag er kontanthjælpsmodtagere inddelt i matchgruppe 1, som er personer, der er klar til at tage et job, matchgruppe 2 for personer, der er klar til aktivering, mens matchgruppe 3 tæller passive personer, der befinder sig langt væk fra arbejdsmarkedet, herunder psykisk syge og narkomaner.

Finn Sørensen kalder de nye toner fra regeringen for »varm luft«, der skal dække over en spareøvelse.

»Der er tale om en spareøvelse, det står jo i regeringsgrundlaget, som skal være med til at finansiere hullet i regeringens 2020-plan. Samtidig har regeringen sagt, at man vil forhandle på Venstres betingelser om at bruge besparelserne på skattelettelser. Jeg er meget skeptisk,« siger Finn Sørensen og henviser til regeringens tidligere reformer.

»Når man ser på indholdet af de reformer, regeringen har gennemført i forbindelse med førtidspension og fleksjob, så kan jeg godt være bange for, at regeringen nu vil til at ødelægge det for den svageste gruppe i kontanthjælpssystemet,« tilføjer han.

Regeringen vil også rette fokus på matchgruppe 3, som tæller personer med massive sociale og psykiske problemer, som således er meget langt væk fra arbejdsmarkedet, og udsigten til flere krav til netop denne gruppe møder kritik fra Enhedslisten.

»Arbejdsmarkedet er blevet mindre rummeligt på grund af krisen, og det kræver nogle helt særlige foranstaltninger, hvis man skal hjælpe den gruppe mennesker i gang. De fleste på kontanthjælp vil gerne ud på arbejdsmarkedet, men vi må se i øjnene, at nogle er så langt fra at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet, og de skal altså have nogle ordentlig ydelser at leve af,« siger Finn Sørensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu