EL kræver regler for ulønnede praktikanter på Christiansborg

21. januar 2013 17:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL kræver regler for ulønnede praktikanter på Christiansborg
Billede mangler

Flere partier har ansat studerende i ulønnede praktikstillinger, uden at de studerende kan få merit, og det forlænger deres uddannelse. Enhedslisten kræver nu retningslinjer på området.

 

Det mener Enhedslistens forskningsordfører, Pernille Skipper (Ø), efter at studenternetværket Studenterpressen via en rundspørge blandt praktikanter på Christiansborg har dokumenteret, at både Venstre og de Konservative har haft studerende ansat som ulønnede praktikanter uden først at have sikret sig, at de studerende kunne få merit på deres uddannelse og derfor ikke behøvede at forlænge studiet.

– Systemet er skruet sådan sammen, at det er nemt for virksomheder og organisationer at udnytte studerende som gratis arbejdskraft. Men det er bestemt ikke i orden, og derfor vil vi nu bede Præsidiet (den øverste ledelse af Folketinget, red.) udarbejde retningslinjer for brugen af praktikanter på Christiansborg. Vi vil ikke finde os i, at partier skælder og smælder på studerende, der bliver forsinkede, mens de samtidig bærer en del af skylden, siger Pernille Skipper til Studenterpressen.

Ifølge studenternetværket må arbejdsgivere ikke ansætte ulønnede studerende, med mindre ansættelsen udgør en del af de studerendes uddannelse. Og bliver praktikforløbet ikke godkendt af uddannelsen, er de studerende nødt til at forlænge studietiden.

Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, mener, at det er de studerendes eget ansvar at undersøge, om universiteterne kan godkende praktikforløbet.

– Hvis studerende vælger at tage et praktikophold hos os, samtidig med at de studerer, så er det også de studerendes ansvar, at de ikke bliver forsinket i studiet samtidig, siger han til Studenterpressen.

Hos de Konservative vil partisekretær Martin Dahl gerne »tilbagevise Studenterpressens historie«.

– Vi har haft én praktikant ansat i en ulønnet stilling, og vedkommende kunne sagtens få merit for sit ophold hos os. Det havde vi sikret os. Det valgte vedkommende så ikke at få, men jeg kan jo ikke sidde og kontrollere, hvad der foregår, når en praktikant har forladt os, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Martin Dahl bør man have tillid til, at partierne på Christiansborg og de studerende godt kan finde ud af at sikre et meritgivende praktikophold, og han afviser derfor Pernille Skippers forslag om retningslinjer på området.

– Det ville blive noget bøvl og besvær, for hvem skal håndhæve dem, og hvad skulle sanktionerne være, hvis de ikke blev overholdt? Man skal ikke begynde at håndhæve ud fra enkelttilfælde, og så må man bare generelt stole på, at praktikstedet og den studerende godt kan sikre, at der kommet et fagligt udbytte ud af et praktikophold, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu