EL: Mail tyder på voldsom V-interesse i skattesag

11. april 2013 08:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL: Mail tyder på voldsom V-interesse i skattesag
Billede mangler

Det kommer ikke bag på Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen (Ø), at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) interesserede sig mere for Helle Thorning-Schmidts (S) og Stephen Kinnocks skattesag, end han hidtil har givet udtryk for.

 

»Det tyder på det, vi alle har vidst, nemlig at Venstre helt op i toppen af partiet interesserede sig voldsomt for den sag. De havde en politisk interesse i, at der blev sået tvivl om Thorning-Schmidts vilje til at betale skat,« siger Frank Aaen.

Berlingske kan torsdag afsløre, at tidligere daværende politisk ordfører Peter Christensen (V) i 2010 sendte en mail til tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens private email angående den verserende skattesag.

E-mailen står i kontrast til Venstre-politikernes tidligere forklaringer i skattesagskommissionen om, at de på ingen måde beskæftigede sig med skattesagen eller interesserede sig for den.

»Selv om man har prøvet at dække sig af, er der ingen tvivl om, at interessen for den sag rækker helt op i toppen af Venstre,« mener Frank Aaen.

Mailen fra Peter Christensen blev sendt til Troels Lund Poulsens private hotmail-adresse 7. juli 2010 og indeholdt oplysninger om, at Skatterådet godt kunne behandle Thornings skattesag.

I næste uge skal Venstres leder, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), afhøres af skattesagskommissionen. Hverken Troels Lund Poulsen eller Peter Christensen ønsker over for Berlingske at kommentere historien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu