EL og Amnesty: Regeringen bør genoverveje asyl til tolke

22. februar 2013 04:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL og Amnesty: Regeringen bør genoverveje asyl til tolke
Billede mangler

Taleban har skiftet strategi og går nu langt mere målrettet efter at ramme civile, der arbejder for de internationale styrker, hvilket har ført til mere end en fordobling af likvideringer af regeringsvenlige civile på blot ét år. Det konkluderer FNs mission i Afghanistan (UNAMA) i en ny rapport, skriver Information fredag.

 

»Det her viser tydeligt, at Taleban er i stand til at ramme tolkene. Og vi ved fra Udlændingestyrelsens rapport om problemet, at tolkene er blandt de mest eftertragtede mål,« siger Amnesty Internationals talsmand, Ole Hoff-Lund, til avisen og fortæller, at han nu vil bede forsvarsminister Nick Hækkerup (S) genoverveje regeringens beslutning om ikke at give de afghanske tolke asyl, når de danske styrker trækker sig ud af Afghanistan i 2014.

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø), mener, de nye oplysninger er »dybt alarmerende«.

»Tolkenes sikkerhedssituation er helt klart forværret. Det kan umuligt være forsvarligt bare at efterlade dem. Ministeren har et forklaringsproblem,« siger han.

Men forsvarsminister Nick Hækkerup står fast ved sin tidligere beslutning.

»Vi har ingen aktuelle planer om at gøre noget for de afghanske tolke. Der er trods alt også stadig to år, til vi trækker os ud af Afghanistan. Tingene kan nå at ændre sig. Rapporten bekræfter desuden, at det ikke er et problem specifikt for tolke, men også for mange andre grupper. Gav vi tolkene asyl, ville det bare være skolelærerne, der stod for skud,« siger Nick Hækkerup til Information.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu