EL: Strid i magtudvalg sløver betalingsring

29. januar 2012 08:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
EL: Strid i magtudvalg sløver betalingsring
Billede mangler

Tøven fra regeringens magtfulde koordinationsudvalg sænker arbejdet med betalingsringen.
Sådan lyder kritikken fra støttepartiet Enhedslisten, efter at koordinationsudvalget – eller K-udvalget – igen skød betalingsringen fra ugens dagsorden.
“Lovforslaget skulle have været på gaden nu. Det er det så ikke kommet, og det giver os ret i, at vi har spildt noget tid. Det kunne godt have været oppe i K-udvalget noget før, så vi vidste, hvilke rammer vi kunne snakke ud fra,” siger trafikordfører i Enhedslisten Henning Hyllested til Newspaq.
Statsministeren deltager i møderne i K-udvalget, men Helle Thorning-Schmidts (S) kalender er hemmelig, oplyser Statsministeriet. Det er derfor ikke muligt at høre, hvornår regeringens spidser skal diskutere den omstridte betalingsring. Det bliver dog formentlig en gang i den kommende uge.
“Transportministeren siger, vi skal forhandle i næste uge, men det skal først op i K-udvalget, og de har nogle stridigheder, som de skal have bilagt, og så kan vi forhandle ud fra det,” forklarer trafikordføreren.
Striden består primært i, hvor mange penge, der skal gå til at sænke prisen på billetter til offentlig transport. Men ifølge Enhedslisten er det i småtings-afdelingen. Derfor skal K-udvalget til at komme i gang, lyder det utålmodigt fra støttepartiet.
“Få nu fingeren ud, og lad os få det her forhandlet på plads. Der er ikke de store uenigheder imellem os, så det her bliver til noget, og det bliver en god idé, så det er egentlig bare om at gå til bidet,” siger Henning Hyllested.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu