EL-vælgere klar til at vælte Thorning

24. august 2012 08:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
EL-vælgere klar til at vælte Thorning
Billede mangler

Et massivt flertal af Enhedslistens vælgere er klar til at vælte regeringen, hvis ikke støttepartiet får sat væsentlige aftryk på den kommende finanslov. Støttepartiets vælgere mener – ultimativt – at dagpengeperioden skal forlænges, og at overførselsindkomsterne skal beriges med tre milliarder kroner.
Hvis ikke det sker, skal Enhedslisten stemme nej til den kommende finanslov og så er det underordnet, om det får regeringen til at vælte. Sådan er konklusionen i en usædvanlig hård måling, som Ugebrevet A4 har gennemført blandt knap 600 vælgere, der stemmer på Enhedslisten.
Generelt mener næsten syv ud af ti blandt Enhedslistens vælgere, at partiets topforhandlere skal stemme nej til årets finanslov, hvis ikke partiet får centrale dele af sin politik igennem i forhandlingerne.
Især dagpenge og regulering af overførselsindkomsterne stikker ud som torne for Enhedslistens vælgere:
· Knap to ud af tre mener, at en forlængelse af dagpengeperioden er et ultimativt krav i forhandlingerne. Kun hver fjerde af Enhedslistens vælgere mener ikke, at kravet skal stilles som et ultimatum for at nå en aftale.
· Otte ud af ti af Enhedslistens vælgere er helt eller delvis enige i, at det skal være et ultimativt krav, at mennesker på overførselsindkomst kompenseres »krone-for-krone« for i alt tre milliarder kroner i finansloven. Kravet opstod efter, at regeringen og de borgerlige partier i skatteforliget aftalte, at overførselsindkomster stiger med en lavere takst end normalt fra 2016.
Lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, Rune Stubager, er forbløffet over arrigskaben hos Enhedslistens vælgere.
– Det her er ret markant. Det er en meget stor andel af Enhedslistens vælgere, som er villige til at sende regeringsmagten tilbage til de borgerlige igen. Det overrasker mig en smule, at de er så sure, siger han og vurderer, at målingen giver Enhedslisten blod på tanden op til de næste måneders forhandlinger omkring finansloven.
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, bruger da målingen til at understrege, at partiet og dets vælgere er helt i tråd med hinanden.
Men hun afviser dog på forhånd at bringe sine vælgernes ultimative krav med ind til forhandlingsbordet i Finansministeriet.
– Vi siger, at det her problem skal løses, men vi er åbne over for at diskutere, hvordan det kan løses. Men det er ikke et ultimativt krav, at dagpengeperioden skal forlænges. Der er et problem, der skal løses, og det har vi mange forslag til, hvordan man kan gøre. Og det må vi forhandle med regeringen om, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Men hvis alt går galt i forhandlingerne mellem de to parter, vil hun ikke tage ansvaret for, at regeringen eventuelt måtte vælte.
– Regeringen står med et politisk valg. Den kan vælge at samarbejde med højrefløjen, sådan som de gjorde under skattereformen. Det valg er jeg dybt uenig i, men det var det valg, de traf. Eller de kan vælge at samarbejde med os. Og hvis de skal samarbejde med os om en finanslov, skal det være en finanslov, der trækker Danmark i en markant mere social retning, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er ikke bekymret for, at hun med et mere pragmatisk forhandlingsresultat kommer i karambolage med sine mere ultimative vælgere.
– Dagpengespørgsmålet skal løses. Men hvordan det løses, er ikke ultimativt. Når jeg taler med folk, er det mit klare indtryk, at det folk går op i er, at det her problem bliver løst. Om det bliver på den ene eller anden måde, er ikke det afgørende. En model kunne være, at man ikke kan ryge ud af dagpengesystemet, medmindre man er blevet tilbudt et job, siger hun.
Finansminister Bjarne Corydon har ikke ønsket at kommentere målingen, men Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, John Dyrby Paulsen, lægger vægt på, at regeringen ikke forhandler med Enhedslistens vælgere, men med Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen. Og de plejer at være til at snakke med.
– Det er ikke sådan, at den her undersøgelse ændrer noget for os, men det er heller ikke sådan, at vi tror, at de forhandlinger med Enhedslisten bliver »piece of cake«. Det er det ikke. Det bliver svære forhandlinger, det er der ingen grund til at lægge skjul på. Enhedslisten er jo fuldt opmærksom på, at de skal have noget med ud af de forhandlinger, og det ville da også være mærkeligt, hvis de ikke fik det,« siger han og skærer situationen ud i pap:
– Hvis Enhedslisten ikke vil være med, får Enhedslisten en anden regering, hvor de ikke har nogen indflydelse overhovedet. Så de må gøre op med sig selv, om det er bedst at få nogle ting igennem, eller få ingenting igennem.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu