EL vil appellere til ministers sunde fornuft

28. februar 2013 10:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL vil appellere til ministers sunde fornuft
Billede mangler

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) skal vælge, om han vil lave SU-reform med Enhedslisten eller oppositionen.

 

SU-ordfører Rosa Lund (Ø) mødes torsdag formiddag med ministeren, og hun vil bede ham om at komme til »fornuft«.

»Vi vil appellere til Morten Østergaards sunde fornuft og sige ’lad være med at skære i SUen med de borgerlige og lav i stedet reelle forbedringer med Enhedslisten’,« siger Rosa Lund.

Regeringen lægger i sit udspil til en SU-reform op til, at reformen skal give to milliarder kroner til statskassen. Det skal blandt andet ske ved at skære i SUen for hjemmeboende, mens Enhedslisten hellere vil investere i uddannelsessystemet.

Rosa Lund kalder det »mærkeligt«, at studerende og kontanthjælpsmodtagere skal betale for regeringens skattelettelser til erhvervslivet, men erkender samtidig, at Enhedslisten sandsynligvis ikke er en del af forhandlingerne efter torsdagens møde.

Liberal Alliance mødes også med Morten Østergaard torsdag, og forskningsordfører Villum Christensen (LA) mener, at et provenu på to milliarder fra en SU-reform lyder udmærket.

»Niveauet er jo ganske udmærket. Man kan altid dreje på skruerne internt. Men at have et pænt ambitionsniveau på provenuet, det synes jeg er fint,« siger Villum Christensen.

Liberal Alliance vil blandt andet arbejde for, at studerende kan tjene, hvad de vil, mens de er på SU, ligesom man vil knytte SUen op på optjente ECTS-point og de medfølgende eksamener. Det skal give de studerende en gulerod til at blive hurtigere færdig med studierne.

Hverken Enhedslisten eller Liberal Alliance er med i SU-forligskredsen og holder derfor separate møder med Morten Østergaard. Forligspartierne mødes med uddannelsesministeren senere torsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu