EL vil forhandle kontanthjælp med regeringen

2. februar 2013 19:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL vil forhandle kontanthjælp med regeringen
Billede mangler

Med ti konkrete forslag til ændringer i kontanthjælpssystemet håber Enhedslisten at komme i gang med forhandlingerne om en kontanthjælpsreform med regeringen.

 

– Vi har i et halvt år forgæves opfordret regeringen til at åbne forhandlingerne, siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (Ø) i en pressemeddelelse.

Enhedslisten vil blandt andet sikre flere tilbud til de langtidsledige.

– Alt for mange mennesker er endt på kontanthjælp. De skal have ret til og hjælp til at få en uddannelse eller et arbejde. Problemet er ikke, at mennesker på kontanthjælp er dovne. Problemet er, at de ikke har fået mulighed for et arbejde eller plads på en uddannelse, siger Christian Juhl.

Desuden vil Enhedslisten gøre det muligt for kontanthjælpsmodtagere at tjene penge, hvilket skal styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet.

– Enhedslisten vil gerne have flere kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdspladserne. Derfor foreslår vi, at mennesker på kontanthjælp kan tjene op til 2000 kr. uden at blive modregnet i kontanthjælpen, siger han.

Enhedslisten ønsker også, at forpligtelsen til ægtefælleforsørgelse bliver fjernet. Det vil ifølge Christian Juhl for mange familier fjerne tvivlen om, hvorvidt det kan betale sig at tage et arbejde. Endelig ønsker Enhedslisten et opgør med »useriøse« private aktører.

– Vi vil have udskiftet den dyre og meningsløse aktivering med ret til uddannelse eller arbejde, siger Christian Juhl.

– Der er også en del penge at spare på de private aktører, der bliver godt betalt for at tilrettelægge aktiveringsforløb af meget svingende kvalitet.

Regeringen ventes inden for kort tid at fremlægge sit bud på en reform af kontanthjælpssystemet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu