EL vil have Corydon til at puste liv i lærerforhandlinger

3. april 2013 15:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EL vil have Corydon til at puste liv i lærerforhandlinger
Billede mangler

Det ville klæde finansminister Bjarne Corydon (S) at opfordre Kommunernes Landsforening og lærerne til at komme tilbage til forhandlingsbordet og genoptage de strandede forhandlinger om folkeskolelærernes overenskomst.

 

Sådan lyder det fra gruppeformand Per Clausen (Ø) efter et samråd med finansministeren, hvor Enhedslisten ville have svar på, om finansministeren har givet KL grund til at tro, at der ville komme et regeringsindgreb, der ville falde ud til KLs fordel, hvis forhandlingerne om lærernes arbejdstid strandede.

»Det ville være helt oplagt,« siger Per Clausen, efter Bjarne Corydon flere gange under samrådet havde understreget, at der ikke ligger en aftale mellem Finansministeriet og KL om et regeringsindgreb.

»De udtalelser, Corydon er kommet med i dag, er jo skadelige i forhold til at få genoptaget forhandlingerne, fordi de ikke har modsagt den opfattelse, at KL kan have en klar forventning om, at der kommer et indgreb,« siger Per Clausen.

Bjarne Corydon har dog ikke i sinde at opfordre parterne til at komme tilbage til forhandlingsbordet.

»Nej, jeg synes ikke, jeg skal blande mig i det spørgsmål. Jeg er selv part i forhold til de statsligt ansatte lærere,« siger Bjarne Corydon.

Tusindvis af folkeskolelærere landet over har været lockoutede siden tirsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu