Elever kan surfe porno i folkeskolen

14. februar 2012 11:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Elever kan surfe porno i folkeskolen
Billede mangler

Folkeskoleeleverne i landets fem største kommuner kan frit besøge pornohjemmesider eller se voldsvideoer i skoletiden, hvis de har lyst.
Skolerne har nemlig ikke et internetfilter, skriver Politiken.
Det får to eksperter til at advare om, at eleverne kan blive påvirket på en negativ måde med vidtrækkende konsekvenser, hvis de opsøger mulighederne for at besøge hjemmesiderne.
“Vi ved fra undersøgelser, at der er en del drenge i skolealderen, der gerne vil være på hele tiden og se både det frække og voldelige. De tager skade på den måde, at de bliver utrygge og forvirrede over, hvad seksualitet er,” siger børnepsykolog John Halse til Politiken, og han bakkes op af psykolog og medlem af Børnerådet, Ole Kyed.
“Al erfaring viser, at det er svært for børn at administrere. Børn er nysgerrige og har brug for at undersøge ting. Men nogle gange har de bedst af, at døren er låst. Det er grænsesætning i positiv forstand, at de voksne siger: Det her skal I ikke eksperimentere med – og forklare hvorfor,” siger han til Politiken.
Kommunerne forsvarer sig med, at man i stedet forsøger at opbygge et filter i børnenes hoveder.
“Vi vil hellere arbejde med at skabe robuste børn, der er i stand til at opføre sig fornuftigt. Det er udgangspunktet for, at vi centralt har besluttet, at der ikke skal være filter,” siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Christian Würtz (S), til Politiken.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil ikke tvinge skolerne til at indføre internetfiltre. Hun mener, at det er skolebestyrelsernes område.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu