Eleverne lader de voksne klare forhandlingerne

5. marts 2013 08:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eleverne lader de voksne klare forhandlingerne
Billede mangler

Uenigheden om lærernes arbejdstidsregler er så langt væk fra eleverne, at de ikke vil tage stilling i den igangværende strid mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL).

 

Sympatien ligger udelukkende hos de skoleelever, som Danske Skoleelever (DSE) repræsenterer.

»Vi tager ikke part i konflikten. Men vi holder med de elever, der lige nu sidder i klasselokalerne og er i fare for at få aflyst deres undervisning om tre uger og ikke ved, om de kan tage deres afgangsprøver eller blive optaget på en ungdomsuddannelse,« siger DSE-formand Vera Rosenbeck.

Overenskomstforhandlingerne er i høj grad blevet et slagsmål om arbejdstidsregler, som KL vil have »normaliseret«, så de svarer til de forhold, som andre lønmodtagere arbejder under.

Men spørgsmålet om arbejdstidsaftaler er ifølge Vera Rosenbeck meget langt væk fra elevernes hverdag.

»Det står ikke særlig skarpt i elevernes bevidsthed, hvilke arbejdstidsaftaler, deres lærere har. Den her konflikt handler heller ikke om eleverne. Selv om det drejer sig om deres undervisning, så er der meget lidt i forhandlingerne, der reelt set går på eleverne. Derfor tager vi ikke part i konflikten,« siger elevformanden.

Hun har en tro på, at Danmarks Lærerforening og KL godt kan finde ud af at forhandle en aftale på plads, uden at eleverne blander sig.

»Men vi vil gerne holde fast i, at det ikke hjælper eleverne, hvis man afviser deres undervisning,« siger Vera Rosenbeck med henvisning til den KL-varslede lockout af lærerne, som tidligst kan træde i kraft 1. april.

Danmarks Lærerforening og KL mødes igen mandag i Forligsinstitutionen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu