Elitesoldat: Sådan redder vi folkeskolen

22. april 2012 09:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Elitesoldat: Sådan redder vi folkeskolen
Billede mangler

Danske skolebørn skal motiveres til større medansvar for deres egen læring og lærerne skal lære af hinanden fra bunden af klasseværelset.
Sådan lyder den korte opskrift på en folkeskole med et højere fagligt niveau ifølge den tidligere jægersoldat Nicolai Moltke Leth, der i dag er sociolog og masters-studerende i positiv psykologi.
– Hvis det var op til mig, så skulle man oprette et fag med personligt lederskab og sociale kompetencer i skolen. Der lærer eleverne at navigere i sig selv og i verden omkring dem. De lærer at håndtere udfordringer og hvordan man lytter, kommunikerer og skaber tillid mellem mennesker, siger han.
Gennem sit firma True North har han uddannet lærere i Odense Kommune til det, han kalder “klasserums-supervisere” ude på skolerne, hvor lærerne observerer hinanden og giver feedback. Og så har han undervist op mod 6.000 børn og unge i personlig udvikling.
Nicolai Moltke Leths udmelding om folkeskolen kommer som optakt til regeringens udspil til en reform af læreruddannelsen, der i de kommende uger skal forhandles på plads mellem regeringen samt Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Regeringen lægger op til, at de lærerstuderende i højere grad uddanner sig i de fag, der står på skoleskemaet, hvilket skal give flere dansk- og matematiklærere. De Konservative har spillet ud med et forslag om at gøre læreruddannelsen til en femårig universitetsuddannelse.
Men Nicolai Moltke Leth frygter, at en akademisering af læreruddannelsen vil svække de kommende læreres evner til at få eleverne til at lytte efter og have lyst til at lære.
– Der ligger en fare i, at hvis man kun fokuserer på lærernes faglighed, så mangler man ledelses- og relationskompetencer, som er evnen til at styre et læringsrum. Og hvis ikke det kommer med i det endelig forslag, så tror jeg, det kan blive et problem at få 95 procent af en ungdomsårgang til at tage en uddannelse, siger han.
Gennem sit arbejde med at ændre motivationen hos de ældste elever i folkeskolen oplever han, at de fleste er klar over, at tiden stiller krav til, at de får en uddannelse. Men deres adfærd lever ofte ikke op til den målsætning, forklarer Nicolai Moltke Leth.
– De danske unge er klar over, at det er sindssygt vigtigt at få en uddannelse. Men tiøren falder for mange, når de bliver bevidste om, at det at pjække, være uengageret i timerne eller droppe lektierne ikke passer til de værdier, de faktisk har. Så kan man arbejde med at få dem til at tage et ansvar. Det er derfor, jeg synes, det burde være et skolefag, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu