Embedsmænd var uenige om indblanding i skattesag

28. februar 2013 10:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Embedsmænd var uenige om indblanding i skattesag
Billede mangler

Daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks skattesag udløste store diskussioner blandt Skatteministeriet embedsfolk, fortalte chefkonsulent Poul Erik Hjerrild Nielsen foran Skattesagskommissionen torsdag formiddag.

 

»Det var jo til evig diskussion, i hvilket omfang man fra koncerncentrets side kunne udøve sparring. Det var der virkelig mange divergerende meninger om.« sagde Poul Erik Hjerrild Nielsen.

Skatteministeriets koncerncenter kunne i sommeren 2010 – da Skat København behandlede Thorning-parrets skattesag – bistå Skat København og de øvrige skatteregioner med faglig sparring om generelle skattetekniske spørgsmål. Men flere embedsmænd mente, at man godt kunne gå endnu længere end faglig sparring, fortalte chefkonsulenten foran kommissionen.

»Nogle mente jo, at man helt skulle afholde sig fra at lave sparring i konkrete sager, og andre mente, at man nærmest kunne gå så langt, så der nærmest lå et forslag til en afgørelse – men så længe det var Skat, der traf afgørelsen, så var det fint. Der var et vældigt spektrum af divergerende opfattelser,« fortalte Poul Erik Hjerrild Nielsen.

De forskellige opfattelser førte til, at der 12. august 2010 blev udarbejdet en bekendtgørelse, der slog fast, at koncerncentret kun må bistå med generel sparring til skatteregionerne – og altså ikke gå ind i afgørelser af konkrete sager.

Spørgsmålet er interessant for kommissionen, fordi den undersøger, hvorvidt netop koncerncentret og Skatteministeriet, herunder daværende minister Troels Lund Poulsen, gik over grænsen for almindelig sparring i Skat Københavns behandling af Thorning-parrets skattesag. Vi har tidligere hørt, at ministeriets folk var yderst interesserede i sagen, selvom hverken ministeren eller departementet må blande sig i afgørelser af enkeltsager.

Alligevel blev Poul Erik Hjerrild Nielsen 17. september 2010 – dagen efter, at Skat København frikendte Stephen Kinnock for skattepligt – bedt om at lave et notat, der beskrev, hvorvidt ministeriets koncerncenter kunne »trække en afgørelse tilbage«, fortalte chefkonsulenten.

»Min kontorchef siger, at Peter Loft (daværende departementschef, red.) har bedt om at få belyst, hvordan mulighederne er for at trække en agterskrivelse eller en afgørelse tilbage. Der bliver ikke sagt, at det har noget at gøre med Kinnock-sagen, men da det var samme dag, skrivelsen blev sendt ud, var jeg jo sikker på, at anledningen var den sag. Jeg blev bedt om, at det skulle gøres kort,« fortalte Poul Erik Hjerrild Nielsen torsdag.

Han konkluderede i notatet, at koncerncentret ikke kan gøre noget ved en afgørelse, men at det er skatteregionens kompetence at afgøre sager.

Næste vidne foran kommissionen torsdag er kontorchef i Skatteministeriet, Carsten Vesterø.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu