“Emma Mærsk” tog vand ind i Suez-kanalen

2. februar 2013 10:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Billede mangler

Det knap 400 meter lange containerskib “Emma Mærsk” fra Maersk Line kom fredag i vanskeligheder ved den nordlige indsejling til Suez-kanalen i Egypten. Ifølge den lokale avis Ahram Online tog skibet vand ind i motorrummet i et omfang, så skibet ikke var manøvredygtigt.

Ahram Online refererer anonymt en ansat ved kanalmyndighederne for, at “Emma Mærsk” ligefrem var i fare for at gå ned, men det afviser Mærsks chef for skibsdrift over for TV2 News:

“Det er ikke vores opfattelse med de informationer, vi har nu, at skibet har været i fare for at synke,” siger Palle B. Laursen fra A. P. Møller – Mærsk til TV2 News.

Han forklarer, at vandet kan være kommet ind fra en af de bagerste sidepropeller, muligvis ved et sammenstød med det, han kalder “et fremmedv objekt” i vandet. Det vil vise sig, når vandet er pumpet ud af skibet, så teknikere kan komme til at se nærmere på skaden. Muligvis skal der dykkere i vandet for at inspicere skibet udefra, fortæller driftschefen.Slæbebåde måtte bringe det gigantiske skib til kaj ved containterterminalen i Port Said ved indsejlingen til kanalen. De mange tusinde containere ombord bliver ifølge Palle B. Laursen losset i den egyptiske havn, og Maersk Line er nu ved at undersøge, hvordan lasten kan bringes videre til sit bestemmelsessted med andre skibe.

Sandsynligheden for, at et enkelt skib – hvor stort det end måtte være – kan blokere for sejlruten fra Middelhavet til Rødehavet, er ret lav, vurderer en talsperson fra kanalen over for Ahram Online.

“Den nordlige indgang til kanalen er delt i to grene, og skulle den ene blive blokeret, vil den anden alligevel kunne anvendes.”

“Emma Mærsk” blev bygget på Lindøværftet og tilhører en generation af skibe hos Maersk Line, som siden 2006 har været betegnet som verdens største med en officiel kapacitet på 15.500 containerenheder. I november 2012 blev de overhalet af “Marco Polo” fra rederiet CMA CGM, der kan laste 16.020 tyvefods-containere – men det danske skib er alligevel både længere og bredere.

Fra juli i år tager A.P. Møller – Mærsk tronen tilbage, når det første skib i Triple E-klassen forventes leveret fra det sydkoreanske værft Daewoo: Havets nye giganter bliver 400 meter lange, 59 meter brede og 73 meter høje med plads til 18.000 containere. Maersk Line har foreløbig bestilt i alt 20 Triple E-skibe med levering mellem 2013 og 2015.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu