En cobra i svøb

8. februar 2013 11:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
En cobra i svøb
Billede mangler

Næsen kan Carl Froch ikke løbe fra. Den fortæller sin egen historie om et liv i boksning og om modstandere med punch nok i handsken til at flytte rundt på både brusk og bløddele. Men iklædt ulastelig habit, velpudsede sko og en lang sort frakke fra den dyre ende af garderobestangen, kunne den britiske supermellemvægter og IBF-verdensmester akkurat ligeså godt være på vej til et karrierestræbende job som børsmægler i Londons finansielle verden.

Sådan er det ikke. Carl Froch er i København for at tale om sin revanchekamp mod Mikkel Kessler. Der er mere på spil end flere millioner på en velspækket bankkonto. Det handler om noget så gammeldags som såret stolthed for den 35-årige nævefægter fra Nottingham.

»Da jeg tabte til Mikkel begyndte jeg til en vis grad at tvivle lidt på mig selv. Var jeg god nok til det her? Men så begynder man jo at bygge sig selv op igen,« konstaterer Froch.

Carl Froch og Mikkel Kessler tørende sammen i Herning i slutningen af april 2010. Store dele af Europa lå i dække af en gigantisk sky af islandsk vulkanaske, der lammede flytrafikken i ugevis. Det kom til at spille ind i Cobraens tilgang til mødet med den danske viking, som vandt på point efter en vildt medrivende kamp.

»Jeg havde ikke fysikken til den kamp. Mit fly var aflyst i flere omgange, så jeg kom alt for sent til Danmark, hvor jeg optimalt set skulle have været to uger. Jeg troede egentlig kampen ville blive aflyst, så jeg spiste og drak normalt. Min træner frarådede mig faktisk at gå ind til den kamp, men da havde Sauerland allerede hyret et privatfly for at få mig over,« forklarer Froch uden at ville havne i ringhjørnet for flovsede undskyldninger.

»Det var mig selv, der til sidst sagde »nej, jeg tager over og slår ham ud, det skal I ikke bekymre jer om«. En anden grund til, at jeg tog over var så også, at jeg hverken havde lyst til at svigte fans eller hele Super Six idéen. Det her skal absolut ikke lyde som undskyldninger. Jeg havde Kessler på hælene flere gange, hvor jeg fangede ham med slag, men kunne ikke følge det op på det fysisk og konditionelt. Den situation kommer jeg ikke i en gang til,« understreger Froch.

»Det var omkring 70-80 procent af den ægte mig, I så dengang. Så enkelt er det. Og det er ikke for at tage noget fra Mikkel Kessler. Men det giver mig en masse selvtillid at vide, at selv på en dårlig dag for mig og med Mikkel på hjemmebane i absolut topform, er jeg alligevel så tæt på at vinde. Den Kessler, I så i Herning, var den bedste nogensinde. Revanchematchen i London bliver den bedste udgave af mig,« understreger Froch.

I de tre år, der er gået, siden slagudvekslingerne i Herning, har Froch hentet sig yderligere et nederlag til Andre Ward på sit cv. Omvendt har han også slået store navne, mens Mikkel Kessler enten har ligget underdrejet med endnu en skadespause eller mere overkommelige modstandere. den iagttagelse er Carl Froch ikke sen til at slå ned på med hård hånd og et svendestykke i psykologisk krigsførelse.

»Det er svært at vide, hvor meget der er tilbage i Mikkel Kessler efterhånden. Han er dygtig, men han har altså kun mødt Allen Green og Brian Magee i de senere år, hvor jeg har været på et langt højere niveau, hvad modstandere angår. Jeg har bokset Lucien Bute, Andre Ward, Glen Johnson og Yusaf Mack. Den sidste var både så klinisk og psykologisk skadet efter vores møde, at han valgte at trække sig ud af sporten,« konstaterer Froch.

Selv er Carl Froch nået til et punkt i karrieren, hvor han også tænker på sit eftermæle. Cobraen vil slange sig ind på en hædersplads i den nyere boksehistorie. Resultaterne er til det.

»Helt sikkert! Jeg er trefoldig verdensmester og ingen i vægtklassen har nogensinde bokset så mange topkampe som jeg har. Blandt andet på grund af Super Six turneringen og de efterfølgende matches. Jeg bliver glad for anerkendelsen, når folk siger til mig, at ingen har gjort det, jeg har. Jeg slog en ubesejret Jean Pascal i en VM-kamp og forsvarede mig mod Jermain Taylor efter at have været i gulvet. Det var to meget, meget dygtige modstandere. Derefter gik jeg ind i Super Six turneringen og slog en indtil da ubesejret Andre Dirrell, inden jeg led mit første nederlag som professionel til Kessler. Og for nu at gøre en lang historie kort, rejste jeg mig efter nederlaget til Andre Ward og slog Lucien Bute. Jeg vidste, at jeg mentalt skulle være meget skarpere efter at have tabt til Ward. Du lærer hele tiden som bokser,« erklærer Froch.

Selv om det er blevet til 34 kampe som professionel, kan briten med de polske aner stadig mærke ambitionens hellige ild. De klassiske brændpunkter som vrede, hævntørst, frygt og rastløshed kan Froch godt nikke genkendende til.

»Først og fremmest er det frygten for ikke at slå til. Eller måske en frygt for ikke at levere. Siden amatørdagene, hvor jeg tabte i en VM-semifinale til en russer (Andrei Gogolev, red.), har jeg afskyet at sidde tilbage med fornemmelsen af, at jeg kunne have gjort det meget bedre og at jeg svigtede mig selv.«

»Nu har jeg været professionel så længe, at mine dæmoner er væk og det samme er de negative tanker, når jeg varmer op før en match. Jeg er aldrig blevet slået ud eller ramt i alvorlig grad. Jeg har tabt kampe, javel, men ikke så jeg har følt mig skadet på nogen måde og er slet ikke blevet udklasseret. Når jeg går ind til mødet med Mikkel Kessler i London er jeg sikker på at kunne vinde. Uden problemer.«

Carl Froch om legendernes skuldre:

»Jeg er ikke den store historiker. Men jeg kan godt lide Thomas Hearns. Stor mand, der slog tungt fra sig. Min træner siger, at jeg ligner Carlos Monzon, men jeg har aldrig set ham bokse, så jeg ved det ikke. Jeg er ikke den store fan af nogen specielt. Jeg synes egentlig, at jeg sagtens kan stå selv. Jeg er Carl Froch – Cobraen.«

Om den fælles baggrund med Kessler, hvis far havde værtshuset »Haraldsborg« på Islands Brygge.

»Ja, det er ret pudsigt. Faktisk var det skidt for min boksning, at min familie flyttede fra Nottingham til Newark. Men jeg er sikker på, at når jeg i puberteten gik i røgfyldte lokaler, hvor folk drak, spillede poker, dart og kom op at slås, var det også med til at hærde mig. Da jeg var 16-17 år, var jeg flere gange involveret i gadeslagsmål, fordi der var folk, som spillede op til det. Men som type er jeg på ingen måde til den slags. Det var faktisk en forsvindende lille del af mig.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu