En katastrofe for EUs klimapolitik

16. april 2013 15:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
En katastrofe for EUs klimapolitik
Billede mangler

Danske europarlamentarikere fra Venstre og Socialdemokraterne havde håbet, at Europa-Parlamentet ville støtte op om det europæiske CO2-kvotesystem.

 

Men i dag har parlamentet stemt “nej” til et forslag fra klimakommissær Connie Hedegaard om at pille 900 mio. CO2-kvoter midlertidigt ud af systemet for at genoprette prisen i markedet (såkaldt ‘backloading’). Det kan få ganske alvorlige konsekvenser for den grønne omstilling i Europa.

– Det er en katastrofe for EU’s klimapolitik. Det her kan føre til et reelt sammenbrud for kvotehandelssystemet. Det vil være ekstremt skadeligt for den grønne omstilling i EU, siger Dan Jørgensen (S), europaparlamentariker og fortsætter:

– Det var den gammeldags tankegang, der vandt idag. Det kommer til at ramme EU’s konkurrenceevne på lang sigt, hvor det vil være dem, der er mest energieffektive, der er mest konkurrencedygtige.

Dan Jørgensens partifælle Britta Thomsen (S) ser også dagens afstemning som et nederlag for klimaet og den grønne omstilling i Europa.

– Afstemning i dag er større end bare spørgsmålet, om man kan lide idéen om reduktion

af CO2-kvoter eller ej. Det er hele EU’s ambitiøse klima- og energipolitik, der er på spil.

Derfor er jeg meget ærgerlig over, at Parlamentet valgte at trække tæppet væk under en

progressiv energipolitik, der tilgodeser virksomheder, arbejdspladser, helbred og miljøet i

det lange løb. I dag fik kulindustrien sin vilje, siger Socialdemokraternes Britta Thomsen.

Hos Dansk Folkeparti håber europaparlamentariker Morten Messerschmidt til gengæld, at dagens “nej” vil sende et klart signal til tilhængerne af vindmøller, solceller og andre vedvarende energikilder.

– Forslaget havde ikke løst det grundlæggende problem, nemlig den omfattende planøkonomi, som i dag præger energipolitikken. Måske dette kan give anledning til en fuldstændig gentænkning af systemet? Nu viser det danske energisystem sin svaghed. For med Europa Parlamentets nej stiger den såkaldte PSO i Danmark (energiafgift, red.) – og dermed planøkonomien. Hvornår fatter mine kollegaer, at

el-markedet har brug for gennemliberalisering,” siger Morten Messerschmidt (DF).

Forslaget om ‘backloading’ af CO2-kvoter bliver nu sendt tilbage til behandling i energi- samt miljøudvalget. Men udsigterne er dystre. De langsigtede konsekvenser afstemningen er svære at spå om – spørger man den grønne industri i Europa, er der dog ingen tvivl om, at dette er et alvorligt tilbageslag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu