En million vil tjekke skat i dag

4. marts 2013 08:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
En million vil tjekke skat i dag
Arkivfoto.

Der kommer til at være fuld fart over feltet på Skats TastSelv-system mandag. Sådan lyder meldingen fra Skats underdirektør, Richard Hanlov.

 

»Det vil ikke være unaturligt, hvis omegnen af en million danskere vil prøve at komme ind og se deres årsopgørelse i dag (mandag, red.),« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han melder dog om, at Skat er klar til presset fra de nysgerrige danskere. Da der officielt er åbent for årsopgørelsen mandag, har Skat hele 600 medarbejdere klar ved telefonlinjerne til at tage imod spørgsmål og guide folk gennem deres årsopgørelser.

»Det er noget, som interesserer folk helt utrolig meget. Derfor kan jeg heller ikke give et entydigt svar på, hvornår det er bedst at ringe eller tjekke på nettet,« siger underdirektøren.

Richard Hanlov understreger, at driften er meget stabil, men at folk bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed, hvis de vil have afklaring på deres skattespørgsmål mandag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu