En millioner er flygtet fra blodbadet i Syrien

6. marts 2013 09:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
En millioner er flygtet fra blodbadet i Syrien
Billede mangler

SYRIEN: Én million mennesker er flygtet fra Syrien i løbet af de to år, den voldelige konflikt har stået på i landet. Det anslår FN ifølge Reuters.

 

Tilbage i midten af december anslog FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at 500.000 syrere var flygtet til de omkringliggende lande og Nordafrika, og det tal er tilsyneladende fordoblet nu.

Ifølge UNHCR når mange af dem frem til flygtningelejrene »traumatiserede, uden ejendele og efter at have mistet familiemedlemmer.«

Omkring halvdelen af flygtningene er børn, og størstedelen er under 11 år.

»Med en million mennesker på flugt, flere millioner internt fordrevne og tusinder af mennesker, der flygter over grænsen hver dag, er Syrien på vej mod en fuldskala katastrofe,« siger UNHCR-chef Antonio Guterres ifølge Reuters.

Konflikten i Syrien startede for cirka to år siden, da præsident Bashar al-Assad valgte at sætte militæret ind mod demonstranter, der i kølvandet på det arabiske forår krævede demokrati i Syrien. Siden er cirka 70.000 mennesker blevet dræbt, vurderer FN.

»Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe, men den internationale humanitære indsats er faretruende spredt. Denne tragedie skal stoppes,« siger Antonio Guterres.

Langt de fleste af de flygtede syrere har søgt tilflugt i Libanon, Jordan, Tyrkiet, Irak og Egypten. Libanon ligger tættest på Syriens hovedstad, Damaskus, og har modtaget den største andel af flygtningene, selv om landet er det mindste af Syriens naboer.

Antallet af syrere, der flygter til Libanon, er ifølge FN blevet fordoblet i løbet af de seneste tre uger, så der nu kommer 4.400 syriske flygtninge ind over grænsen hver eneste dag.

En anden stor aftager af flygtningestrømmen er Tyrkiet, der har brugt op mod 3,5 milliarder kroner på blandt andet at oprette 17 flygtningelejre.

Der boede cirka 22 millioner indbyggere i Syrien, inden flygtningestrømmen startede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu