En person dræbt i stormvejret: Stillads vælter

13. september 2017 18:49 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Stormvejret, der lige nu rusker godt op i den sydlige del af Danmark har kostet mindst en person livet i Tyskland.

En person dræbt i stormvejret: Stillads vælter
En væltet stillads har kostet en person livet i Tyskland. Billedet her er af et andet væltet stillads. Arkivfoto: Scanpix

En ulykke i forbindelse med onsdagens stormvejr har kostet mindst en person livet i Tyskland. Det skriver Bild.

Den voldsomme blæst med vindstød af stormstyrke har været skyld i, at et stillads onsdag eftermiddag er væltet ned over og har dræbt en mand i Hamborg. Ulykken skete på Willy-Brandt-Strasse ved havnefronten i det centrale Hamborg, da et stillads i syvende sals højde blev revet løs og styrtede til jorden.

Det nordlige Tyskland er ramt af det samme stormvejr, som lige nu fejer hen over det sydlige Danmark med vindstød, der ifølge DMI har været oppe på styrke af stærk storm.

En anden mand, som sad i kørestol, har også mistet livet i Hamborg, efter han røg i Elben og druknede. Myndighederne er dog i tvivl om, hvorvidt han blev blæst i vandet af vinden, eller om der er tale om et selvmord.

I Nordtyskland er der blevet varslet regulær storm, og den er blevet døbt Sebastian.

I Danmark har DMI endnu ikke afgjort, om blæsevejret kan blive kategoriseret som en regulær storm.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu