En sorte side af Bundesligaens succes

14. februar 2013 16:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
En sorte side af Bundesligaens succes
Billede mangler

Bundesligaen hyldes som den af Europas ligaer, der har fat i den lange ende og gør tingene rigtigt. Underholdende fodbold med det højeste scoringsgennemsnit af Europas fem største ligaer, udsolgte kampe med god stemning og orden i økonomien.

 

Desværre er Bundesligaen ikke udelukkende eksponent for eksemplarisk modenhed. Hooliganisme er et stigende problem i de tyske divisioner.

I sidste spillerunde måtte politiet bruge tåregas og knipler for at få styr på 1.000 Nürnberg-fans, der gik amok i udekampen mod Eintracht Frankfurt.

– Hvis ikke vi havde brugt voldsomme midler, så havde de splittet hele stadion ad. De var kun ude på slagsmål og hærværk, udtaler en talsmand for tysk politi til Sport1.

19 betjente blev såret under sammenstødene, og det er blot det seneste eksempel på en udvikling, der ikke mindst økonomisk kræver stadig større opmærksomhed. Sikkerhedsudgifterne i Bundesliga 1 og 2 ligger i underkanten af en milliard kr. pr. sæson.

I samme spillerunde gik rejsende HSV-fans amok og forvoldte skader for 100.000 kr. på en togstation i Dortmund. Ballademagerne skulle retur til Hamburg, men før togafgang satte de ild på flere forskellige perronafsnit.

At selv fansene fra den rige nordtyske by flirter med hooliganisme, viser, at det ikke som ellers længe antaget er et problem forbeholdt fodboldklubberne fra det tidligere DDR. Fredag i sidste uge angreb Dynamo Dresden-fans politiet i bymidten i Kaiserslautern og ødelagde forretningsfacader og offentlig ejendom for omkring en million kr.

Til selve kampen forsøgte Dynamo Dresden-tilhængerne at bryde ud af deres tildelte tribuneafsnit og gå til angreb på hjemmeholdets fans og måtte igen stoppes af politiet.

Dynamo Dresden blev efter 2. verdenskrig tildelt en rolle som politiets og Stasis hold, men blandt klubbens hardcore fans er der i dag ikke meget respekt for den slags autoriteter. Efter en pokalkamp i Dortmund med nye sammenstød med ordensmagten er Dresden-holdet nu udelukket fra at deltage i næste sæsons pokalturnering.

– De idioter ødelægger fodbolden og vores gode navn. Jeg skammer mig over dem, siger Dynamo Dresdens manager, Christian Müller, til nyhedsbureauet SID.

Udelukkelsen betyder samtidig, at klubben må undvære vigtige indtægter fra turneringen. Dynamo Dresden ligger til nedrykning til 3. Bundesliga og tjente i indeværende sæson cirka 11 mio. kr. på pokaldeltagelse.

– Det er en ekstremt vigtig indtægtskilde for os. Det er ubærligt, at vi straffes på denne måde for et sociokulturelt problem, siger Christian Müller.

Bundesligaen er en af de få ligaer, hvor det stadig er muligt at købe billetter til ståpladser, og der føres en liberal alkoholpolitik. Det er de frie rammer, der er i risikozonen, når årsagerne til væksten i hooligan-relaterede episoder skal forklares.

Årsagerne kan ikke kun tilskrives den stereotype forestilling om, at fodboldmiljøet er et rekrutteringsgrundlag for højreorienterede kræfter. Det har i årevis været den gængse forklaring, især når fodboldvolden i det tidligere DDR skal forklares.

Modsat den hooliganisme, vi kender fra Storbritannien, der især i Skotland og Nordirland har kraftige religiøse undertoner, og i England har tenderet en rendyrket klassekamp, skal der i Tyskland findes et bredere forklaringsspektrum. Arbejdsløshed, et pessimistisk verdenssyn, i begrænset omfang racisme og en anderledes type gennemsnitlig fodboldfan end de engelske.

Unge mænd uden arbejde eller med lav indkomst kan ikke længere betale de eksplosive billetpriser i Premier League. Det kan de i Tyskland, hvor det sjældent koster mere end 100 kr. at komme ind til en kamp. Unge mænd samles, drikker sig fulde og laver ballade, lyder den korte forklaring.

Episoderne har sendt det tyske fodboldforbund DFB på overarbejde for at komme problemerne til livs, men fik i december opbakning fra 34 divisionsklubber til at forberede sikkerheden.

Kampagnen ’Secure Stadium Experience skal tillade kontrollører og politi at kunne kropsvisitere fodboldfans, der mistænkes for at medbringe romerlys eller flag med stødende budskaber. Et initiativ der ikke er faldet i god jord hos hovedparten af landets fan-organisationer, der er blandt Europas mest kulørte, når det kommer til stemning og udsmykning på tribunerne.

Det er endnu et vers i sangen om de få, der ødelægger det for flertallet og tilføjer Bundesligaens succeshistorie et sort kapitel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu