Engell: Embedsmænd presser ministre til at lukke af

8. april 2013 09:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Engell: Embedsmænd presser ministre til at lukke af
Billede mangler

Mens tendensen peger i retning af mere åbenhed omkring magthaverne i andre lande, så vil den kommende ændring i den såkaldte offentlighedslov give ministerier og styrelser mulighed for at skjule flere oplysninger.

 

Og det skyldes i høj grad, at embedsmændene har overbevist regeringen om, at mere åbenhed er en dårlig idé. Det mener politisk kommentator Hans Engell.

»Embedsværket har sat sig tungt på regeringen. Der er ingen tvivl om, at de tunge drenge og piger på Slotsholmen har fået overbevist både Bødskov (Morten Bødskov (S), justitsminister, red.) og den øvrige del af regeringen om, at de vil spare sig selv for en masse bøvl og besvær, hvis de fastholdt det lovforslag, der lå klar og ikke gennemførte de ændringer, som partierne havde stillet i udsigt,« siger den tidligere justitsminister.

Han understreger, at de nuværende regeringspartier gik til valg på, at der skulle være åbenhed, men at de – efter at have overtaget embedsværket – er blevet overbevist om, at VK-regeringens udspil er vejen frem. Det går blandt andet på, at der skal være et »fortrolighedsrum« for ministerier og styrelser, hvor der bliver lukket af for, at journalister kan få aktindsigt.

»Det er selvfølgelig fordi, at embedsmændene i de interne drøftelser har sagt til regeringen, at den skal være klar over, at den pådutter sig selv en masse besvær, hvis reglerne bliver ændret til det, som de lovede før folketingsvalget,« siger Hans Engell.

»Begrundelsen er, at den, der lever stille, lever godt. Og hvis ikke medierne får fat i alle de her oplysninger, så slipper man for en frygtelig masse besvær og bøvl,« fortsætter han.

Næstformanden for fagforeningen DJØF, Per Hansen, der organiserer embedsmændene, siger ellers i mandagens udgave af Jyllands-Posten, at embedsmændene er tjent med mere åbenhed, og at de går ind for »mest mulig åbenhed«.

Men det giver Hans Engell ikke meget for.

»Det ville også se meget mærkeligt ud, hvis DJØF pludselig skulle sige noget andet. Det ligger i embedsmandstraditionen, at man taler for åbenhed, men når det kommer til stykket, så er interessen begrænset.«

Venstre og Konservative støtter den nye offentlighedslov, mens Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er imod. Lovforslaget bliver behandlet i disse måneder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu