Enhedslisten afviser redningsplanke til dagpengemodtagere

2. november 2012 08:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Enhedslisten afviser redningsplanke til dagpengemodtagere
Billede mangler

Et finanslovsudspil, der imødekommer truede dagpengemodtagere, har fået et nej fra Enhedslisten, erfarer Politiken.
 
Enhedslisten har indtil videre valgt at afvise en finanslovspakke, som kan sikre et midlertidigt forsørgelsesgrundlag for en stor del af de truede dagpengemodtagere, der ikke bliver reddet af regeringens akutpakker.
Det skriver Politiken fredag.
 
Med budskabet om, at “regeringen mangler viljen at gå os i møde”, afviste politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ifølge avisen det tilbud, som finansminister Bjarne Corydon (S) under weekendens forhandlinger gav sit parlamentariske grundlag.
 
Det indeholdt ellers en imødekommelse af Enhedslistens ønske om at sikre alle i risikogruppen mod at ende med nul kroner i indtægt, erfarer Politiken fra centrale kilder i alle tre regeringspartier.
 
I en situation, hvor Enhedslisten selv har accepteret en fredning af dagpengereglerne, betragter arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen over for Politiken regeringens forslag om op til et halvt års uddannelse som “et godt tilbud” – både til de ledige og Enhedslisten.
 
– Det hjælper virkelig de ledige, der har motivationen. Og det lægger en anden vej ud end de permanente ændringer af dagpengereglerne. Mulighederne vil åbne sig for de mange, der er truet af at falde ud, siger Henning Jørgensen til Politiken.
 
Netop de 9.000-16.000, der næste år står til at miste dagpengeretten, har længe været det mest højspændte politiske tema og grunden til, at regeringen har måttet iværksætte to akutpakker.
 
Senest en aftale med arbejdsgiverne om at stille 12.500 akutstillinger til rådighed for de truede.
 
Enhedslisten har hidtil været stejle på, at ingen må miste forsørgelsesgrundlaget helt. Adspurgt, hvorfor partiet så ikke slog til på regeringens tilbud, siger finansordfører Frank Aaen til Politiken:
 
– Jeg kan ikke kommentere, hvad der ligger på forhandlingsbordet. Jeg kan bare sige, at det ikke er nok.
 
– Vi ønsker bare, at de, der står til at falde ud af dagpengesystemet, får nogle andre muligheder for forsørgelse. Og vi er ikke nået til aftale om, hvordan det skal opfyldes.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu