Enhedslisten er skeptisk over for Mali-aktion

14. januar 2013 16:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Enhedslisten er skeptisk over for Mali-aktion
Billede mangler

Vi skal ikke ud i et nyt militært eventyr, siger Enhedslistens udenrigsordfører.

 

 

Enhedslisten er på forhånd skeptisk over for regeringens ønske om at sende et dansk Hercules-fly med støttepersonel til den militære konflikt i det vestafrikanske land Mali.

Det siger partiets udenrigsordfører, Christian Juhl, forud for det møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor Folketingets partier bliver bedt om at give deres opbakning til beslutningen.

– Man skal passe på, man ikke smider benzin på et bål, man vil slukke med vand, siger han til TV2 News.

Enhedslisten afviser ikke at bakke op om beslutningen. Men partiet har en række spørgsmål, det vil have svar på, blandt andet om hvad FN mener om planerne, siger Christian Juhl.

– Vi skal ikke endnu engang ud i et militært eventyr. Derfor er vi meget skeptiske, siger han.

Regeringen vil ifølge Ritzaus oplysninger sende et Hercules-transportfly og støttepersonel til det uroplagede vestafrikanske land Mali.

Det danske militærfly skal efter planen støtte Malis regering og Frankrigs militæroperation i kampen mod islamistiske oprørsstyrker.

Derfor er Udenrigspolitisk Nævn hasteindkaldt til møde mandag eftermiddag, hvor politikerne vil blive bedt om at give deres opbakning til det danske bidrag.

Før et dansk militært bidrag kan blive en realitet, skal Folketinget først beslutte det. Hvis Udenrigspolitisk Nævn giver sin opbakning, kan Folketinget vedtage udsendelsen af Hercules-flyet tirsdag.
/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu