Enhedslisten hæver prisen for at støtte ny finanslov

17. marts 2013 04:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Enhedslisten hæver prisen for at støtte ny finanslov

Enhedslistens bagland kræver, at partiet hæver prisen for at lægge stemmer til en ny finanslov.

 

Enhedslistens bagland står klar med krav, der skal forhøje partiets pris for at lægge stemmer til endnu en finanslov, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge flere medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse bliver det konsekvensen af et forslag, som ventes vedtaget på partiets årsmøde i april, og som de ser som en klar skærpelse af de principper, som Enhedslistens topfolk hidtil har været underlagt.

»Dette er et forsøg på at stramme linjen op,« siger Mikael Hertoft, der er medlem af partiets hovedbestyrelse.

Kravene fra baglandet betyder, at Enhedslisten kun kan støtte en finanslov, som samlet set er »et brud med regeringens hidtidige politik«, ligesom det fastslås, at ethvert forlig med højrefløjen frem mod finansloven om for eksempel vækstplanen, der forhandles i øjeblikket, »vil afføde øgede krav fra Enhedslisten«.

»Det vil ikke kunne klares med et eller andet symbolsk plaster,« siger Hans Jørgen Vad, der er medlem af hovedbestyrelsen.

Formuleringen om, at en finanslov samlet set skal være et brud med regeringens politik, er åben for fortolkning, mener gruppeformand Per Clausen (Ø).

»Hvis vi skal stemme for en finanslov, skal den klart markere noget andet end det, som vi har set indtil nu. Men jeg mener ikke nødvendigvis, at dette er strammere end det, der har været rammen tidligere. Men i sidste ende er det hovedbestyrelsen, som kommer til at afgøre det,« siger han til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu