Enhedslisten klar med jobplan

27. marts 2013 12:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Enhedslisten klar med jobplan
Billede mangler

Mens regeringen forhandler ihærdigt med de borgerlige partier om en vækstplan, præsenterer Enhedslisten nu en beskæftigelsespakke, der ifølge partiet vil skabe 33.000 job i 2013 og 2014.

 

Finansordfører Frank Aaen (Ø) håber, at det kan få regeringen til at droppe forhandlingerne med de borgerlige.

»Vores opfordring er, at regeringen straks skifter spor. Drop forhandlingerne med Venstre og de Konservative og forhandl i stedet med os om en plan, der med sikkerhed vil skabe stor beskæftigelse,« siger han.

Ifølge Frank Aaen er regeringens bud på en vækstplan, Vækstplan DK, hverken realistisk eller socialt afbalanceret.

»Vi tror ikke på regeringens vækstplan. Den er asocial, og den vil heller ikke give ret mange job, fordi de skøn, de har, er nogle, der bygger på håb om for eksempel et internationalt opsving, som ingen ved om og hvornår kommer,« siger han.

Enhedslisten vil bruge 24,5 milliarder kroner på i alt otte initiativer, der skal skabe mindst 33.000 job primært i den private sektor. Det initiativ i pakken, der skal give flest job, er en lånefond på 10 milliarder kroner til energirenovering af ejer- og lejeboliger. Den vil ifølge Enhedslistens beregninger skabe 10.000 job.

Derudover vil partiet fjerne kommunernes anlægsloft og give kommunerne mulighed for at bruge de penge, der var afsat i 2012 og 2013, hvilket ifølge partiet giver 7.500 nye arbejdspladser.

De øvrige initiativer omhandler blandt andet en opgradering af jernbanenettet, kredit til mindre virksomheder og et forslag om uddannelsesorlov.

Jobplanen vil dog ikke slå hul i statskassen, da alle pengene ifølge Frank Aaen kommer tilbage igen.

»Planen er selvbærende, forstået på den måde, at den er lånefinansieret, så vi er sikre på, at pengene kommer tilbage igen. Det er for eksempel et spørgsmål om at lade kommunerne bruge, de penge, de har og derfor regner vi med – når man også medregner, at man sparer mange penge, når folk kommer i arbejde i stedet for at modtage dagpenge – at den er selvbærende,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu