Enhedslisten stempler belønning af raske som »umådelig dårlig idé«

13. marts 2013 09:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Enhedslisten stempler belønning af raske som »umådelig dårlig idé«
Billede mangler

Hvis det står til Enhedslisten, så har det ingen gang på jorden at belønne medarbejdere, der har færre sygedage end kollegaerne, som man har valgt i dele af Aarhus Kommune.

 

»Det er en umådelig dårlig idé. Hvis man rammes af sygdom, så er det jo ikke noget, man selv vælger. Og man skal ikke begynde at lave et lønsystem, hvor medarbejderne ikke selv har indflydelse på, om de kan få et tillæg eller en præmie,« siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl (Ø).

I Aarhus Kommune har man for eksempel valgt at belønne medarbejdere, der ikke har haft sygedage i ni måneder, med blandt andet et Skagen-ur eller en designerskål. Og man overvejer at give medarbejdere med lavt sygefravær mere i lønposen.

Men Enhedslisten foretrækker et gennemskueligt lønsystem i stedet for at straffe børnefamilier, hvor bakterierne fiser rundt som popcorn i en gryde og smitter forældre i tide og utide.

»Folk kommer uden egen skyld i en situation, hvor de har flere sygedage end andre,« siger Christian Juhl, der selv ville have svært ved at motivere sig, hvis han havde haft et par sygedage og var underlagt en ordning som den, der er indført i Aarhus Kommune.

»Jeg ville da selv tage et par ekstra sygedage, hvis det er sådan, at de raske, sunde og heldige skal have en præmie, mens jeg ikke skal have noget,« siger arbejdsmarkedsordføreren.

Christian Juhl foreslår i stedet, at man som arbejdsgiver tillader medarbejderne at tage tre til fire »pjækkedage« om året, hvor de kan blive hjemme uden at skulle stå til regnskab for, hvorfor de ikke møder på arbejde.

»Ofte vil den ene dag forebygge en uges sygdom, så den slags dage er med til at nedbringe det totale antal sygedage. Og så signalerer det til medarbejderne, at der er stor tillid til, at de selv kan vurdere, om de er raske eller syge,« siger Christian Juhl.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu