Enorm opbakning til våbenlobby efter Newtown-massakre

30. januar 2013 18:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Enorm opbakning til våbenlobby efter Newtown-massakre
Billede mangler

USA: Drabene på 20 børn og seks voksne på Sandy Hook-skolen i Newtown i Connecticut har haft den modsatte virkning af, hvad man kunne forvente.

 

Interesseorganisationen National Rifle Association (NRA), der kæmper indædt for at bevare amerikanernes ret til at bære våben, har fået en halv million flere medlemmer siden skyderiet i december sidste år og har nu omkring 4,5 millioner medlemmer. Det oplyser en talsmand for NRA ifølge CNN.

Efter skolemassakren i Newtown foreslog NRA, at der skal indsættes bevæbnede vagter på de amerikanske skoler til beskyttelse af børnene. Og i en ny reklamekampagne beskylder organisationen præsident Barack Obama for hykleri, fordi han er imod bevæbnede vagter på skolerne, mens hans egne døtre er beskyttet af bevæbnede Secret Service agenter dagen lang.

Kampagnen har fået Det Hvide Hus til at se rødt og skyde tilbage på NRA. Her mener man, at det er forkert at bruge Obamas børn som brikker i et politisk spil.

Tidligere på måneden fremlagde Obama et oplæg til en ny og strammere våbenlov. Flere af præsidentens forslag kan gennemføres uden godkendelse fra den lovgivende forsamling i Kongressen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu