Erhvervslivet glæder sig over »historisk udspil« fra regeringen

26. februar 2013 12:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Erhvervslivet glæder sig over »historisk udspil« fra regeringen
Billede mangler

Regeringen får store roser med på vejen fra Dansk Erhverv, efter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med tre af sine ministerkollegaer præsenterede konkurrenceevnepakken Vækstplan DK tirsdag.

 

»Det er mange år siden, der sidst er kommet et politisk-økonomisk udspil, som så målrettet gavner det private erhvervsliv, så det er et godt og historisk udspil, regeringen er kommet med,« siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Jens Klarskov.

Han mener, at der er nogle stærke initiativer, der vil sende folk i arbejde inden for en overskuelig fremtid.

»Både muligheden for yderligere momsrefusion for hotelovernatninger, genindførelse af bolig-jobordningen og lettelserne i afgifter vil bidrage til at skabe job nu og her,« siger Jens Klarskov.

Men der er også en smule malurt i bægeret for Dansk Erhverv.

»Vi havde gerne set en halvering af øl og sodavandsafgifterne, som kunne give den nødvendige »chokeffekt« i grænsehandlen. Samlet set vurderer vi, at det kan skabe cirka 1.450 arbejdspladser og være en overskudsforretning for Danmark, hvis man indregner øget afgifts- og momsprovenu og de positive effekter af øget beskæftigelse,« siger Jens Klarskov.

Regeringens Vækstplan DK indeholder investeringer for ti milliarder kroner i 2014 stigende til 15 milliarder kroner i 2020.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu