Eric Abidal: Tænkte aldrig på døden

16. april 2013 14:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eric Abidal: Tænkte aldrig på døden
Billede mangler

I søndags vandt Barcelona 5-0 over Mallorca i ren opvisningsstil. Men aftenens største bifald tilfaldt en indskiftningsspiller, der blev skiftet ind efter 71 minutters spil. Det var franske Eric Abidal, der havde været væk fra fodbolden i over et år grundet en kræftsygdom.

En sygdom, den 33-årige franskmand har besejret, og som han nu fortæller om i et interview med den franske tv-kanal TF1.

– Jeg tænkte aldrig på døden, eftersom jeg ved, at det er Gud som afgør det, siger Eric Abidal, som fik diagnosticeret kræft i leveren for to år siden.

I april sidste år gennemgik han en levertransplantation, og et år efter er han altså tilbage på fodboldbanen.

– Jeg har lidt. Jeg kan huske en søndag, jeg ikke kunne holde smerten ud længere. Jeg spurgte lægerne, om jeg kunne komme i koma , siger han til den franske tv-kanal.

– Vi snakkede meget om transplantationen, men faktum er, at jeg gennemgik fire-fem operationer på kort tid. Jeg tabte 19 kilo. Efter den fjerde operation sagde lægerne, at jeg havde meget væske i maven, og at de ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne udholde smerten, siger franskmanden.

Eric Abdial har spillet 190 kampe for Barcelona siden 2007. Han har vundet tre mesterskaber og to CL-titler med den spanske klub samt VM-sølv for Frankrig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu