Erik Fabrin forlader sin borgmesterpost

2. oktober 2012 09:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Erik Fabrin forlader sin borgmesterpost
Billede mangler

Borgmesterposten i Rudersdal Kommune holder skiftedag når Erik Fabrin i dag går fra borde.
 
Rudersdals borgmester, Erik Fabrin (V), overlader sin post til partifællen Jens Ive et år før kommunalvalget.
Dermed slutter en æra for Rudersdal og Søllerød, som Fabrin har ledet siden 1986, skriver Frederiksborg Amts Avis.
– Nu er tiden kommet. Det er på sin plads. I Venstre har vi sikret et generationsskifte, fortæller den 71-årige Venstre-profil, som tidligere stod i spidsen for Kommunernes Landsforening, til avisen.
– Det er nu snart to måneder siden, jeg meddelte min vælgerforening, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste valg. Venstre har i den mellemliggende periode haft en meget vellykket proces med at vælge Jens Ive som ny spidskandidat, tilføjer han.
Fabrin blev valgt ind i Søllerød Kommunalbestyrelse i 1975. I 1986 fordoblede han antallet af V-mandater, da partiet gik fra en til to medlemmer. I samme ombæring mistede De Konservative deres absolutte flertal.
I stedet pegede et flertal på Fabrin, der siden har siddet på borgmesterposten med støtte fra Socialdemokraterne, De Radikale og SF samt i den nuværende periode også med konservativ støtte.
Rudersdal Kommunalbestyrelse skal den 10. oktober vælge ny borgmester. Ligesom Venstre peger De Konservative på Jens Ive, der dermed har et rent borgerligt flertal bag sig allerede.
– Det er jeg rigtig glad for, men jeg håber naturligvis på den bredest mulige opbakning i kommunalbestyrelsen, som jo lige skal vedtage det først, siger Jens Ive til Frederiksborg Amts Avis.
– Men hvis jeg bliver valgt, så overtager jeg en meget sund og robust kommune, der er virkelig veldrevet, tilføjer han.
Erik Fabrin går af med virkning fra 15. oktober.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu