Erik har DK’s største samling

4. oktober 2011 09:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Erik har DK's største samling
Billede mangler

Nogle samler på frimærker, andre samler på barbiedukker. Danskeren Erik Skaarup samler på Playmobil. Hobbyen startede som treårig med en lille orange vejarbejderbil, og i dag er 39-årige Erik indehaver af verdens største Playmobilsamling.
I juni i år slog Erik dørene op for både et Playmobilland og museum i Norge, hvor du kan opleve den imponerende samling.
Erik Skaarups kærlighed for det folkekære Playmobillegetøj er stor. Faktisk så stor, at der skal seks håndboldbaner til for at få plads til Eriks samling af alt fra cowboys til prinsesser. De mere end 6000 æsker, som samlingen består af, illustrerer blændende hvor stor betydning Playmobil har haft for Erik i de sidste 36 år.
Erik bor i dag i Norge, men det hele startede i 1975 i Danmark, hvor Erik Skaarup fik sit første Playmobil legetøj. Der var Erik en lille gut på tre år og familien boede i Taastrup. Siden voksede både interessen og samlingen sig større og større.
I 1996 fik Playmobil kendskab til Erik, og de kontaktede ham i forbindelse med en konkurrence, hvor de skulle kåre Norges største Playmobil samling. Det viste sig, at ingen andre kunne nå Eriks samling til sokkeholderne, og samlingen var ikke bare Norges største men også verdens største. Siden har Playmobil og Erik holdt kontakten, og hos Playmobil har det været sjovt at følge med i Eriks passion.
– Det er dejligt at møde lige så dedikerede fans som os selv, siger Nathalie Muylle, som er Marketing Koordinator hos Playmobil og fortsætter:
– Vi var meget overvældede over, hvor komplet en samling Erik havde, og vi har fulgt med på sidelinjen lige siden.
Hobbyen blev til levebrød
Sidste år blev bagerforklædet skiftet ud med Playmobil figurer, og Eriks hobby blev vendt til levebrød. Efter 25 års tro tjeneste som bager kunne Erik i 2010 åbne Norges første butik med Playmobil på alle hylderne. Som Erik glædestrålende beskriver: ”Før stod jeg op klokken 4 om morgenen, nu ringer vækkeuret først kl. 7, og jeg får lov til at lave det, jeg elsker.” I 2011 har Erik tilføjet et Playmobilland og museum på CV’et, og forretningen går strygende. I kragerø i Norge kan man besøge et Playmobil univers, der på bedste vis illustrerer, at kun fantasien sætter grænser for, hvad du kan få ud af de mange Playmobilfigurer.
Og det stopper aldrig, for samlingen vokser år for år, og Erik har ingen planer om at stoppe med at samle:
– Så længe Playmobil bliver ved med at producere legetøj, så bliver jeg ved med at købe dem. Jeg stopper ikke før, at min samling er komplet, siger Erik, der allerede har udset sig sit næste legetøj – Playmobils nye fremtidsplanets univers.
FAKTA
Erik Skaarup er 39 år
Bor i Kragerø, Telemark i Norge med sin kæreste
Har samlet på Playmobil i 36 år – fik sit første Playmobil legetøj som 3-årig i 1975
Samlingen tæller over 6000 Playmobil æsker
Har den største samling af Playmobil i verden
Var bager i 25 år
Åbnede sin egen Playmobilbutik i 2010 og museum og Playmobilland i sommeren 2011
Læs mere om Erik på hans hjemmeside www.playmobilbutikken.no

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu