Erik Rasmussen: Urealistisk, Brøndby

5. marts 2013 17:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Erik Rasmussen: Urealistisk, Brøndby
Billede mangler

Først står den på overlevelse i Superligaen. Sker det, så er visionen top seks i den næste sæson, mens der skal medaljer på bordet i sæsonen 2014/15. Sådan lyder det optimistisk i Brøndby IF’s egen årsrapport, der blev offentliggjort mandag aften.

 

Hovedingrediensen i opskriften på at nå dette mål bliver klubbens egne talenter. Men kan en flok purunge spillere løfte klubbens niveau? Nej, lyder svaret noget overraskende fra klubbens egen cheftræner, Auri Skarbalius, der tirsdag kunne berette, at han hverken har godkendt eller var bekendt med Vision 2015, som klubben kalder den.

Erik Rasmussen, der er tidligere cheftræner for AGF- og FCM, sætter også et stort spørgsmålstegn ved klubbens visioner, der hviler på brugen af egne talenter.

– Det er godt at have målsætninger. Men økonomi og målsætninger hænger selvfølgelig også sammen. Det, der er allermest afgørende i den her situation, er, om Brøndby får mere ud af deres talenter, end hvad de har gjort gennem en lang periode. De har en god talentbase, og de er rigtig, rigtig dygtige til talentudvikling og har et godt ungdomsarbejde. Men man har ikke set mange af deres talenter, som har udviklet sig til veletablerede Superliga-spillere på det seneste, siger Erik Rasmussen.

Han mener heller ikke, at Brøndby IF har fået det maksimale ud af klubbens egne talenter i en årrække. Gennem de seneste år har mange talenter for det første forladt klubben tidligt, mens den nu tidligere Brøndby-spiller Mike Jensen er eneste spiller, der har rigtigt har udviklet sig til at være en bærende spiller indenfor de seneste år.

– Hvis man for eksempel sammenligner med AaB, så har man en generation af spillere, der lige pludselig virkelig har fået gennembrud. Her tænker jeg på spillere som Kasper Kusk, Nicklas Helenius og Lucas Andersen, der blev solgt i sommer, siger Erik Rasmussen og fortsætter:

– Jeg ved da ikke, om eksempelvis AaB’s hold er meget bedre end Brøndbys. Men Kent Nielsen har lykkes med at få det bedste ud af sine spillere. Det er det, der sådan set er alfa og omega.

Erik Rasmussen mener, at det er på tide, klubben kigger indad, såfremt man ønsker at komme ud af den sportslige krise.

– Jeg vil sige, at holdet ikke er så dårlige, som deres placering viser. De må så finde ud af, hvorfor holdet har underpræsteret  i over halvanden sæson. Det er klart, at hvis man ikke peger ind ad på sig selv i ledelsen eller på trænerne, hvad er det så, man skal pege på? Hvorfor skulle holdet efter at have underpræsteret så lang tid lige pludselig begynde at vinde? Det er de spørgsmål, der popper op i mig, afslutter Erik Rasmussen.

Brøndby har de seneste år være gode til skippe store talenter til udlandet, inden de nærmest var i betragtning til førsteholdet. For eksempel er 17-årige Pierre-Emile Højbjerg havnet i Bayern München,18-årige Patrick Olsen i Inter og 16-årige Andreas Christensen i Chelsea.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu