Eritrea: Alt var roligt i går

22. januar 2013 12:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Eritrea: Alt var roligt i går
Billede mangler

Myndighederne i det østafrikanske land afviser, at det kom til uro, da flere hundrede oprørssoldater tilsyneladende stormede ministerium mandag.

 

Ifølge flere kilder med kendskab til begivenhederne, mislykkedes kupforsøget, da statsstyrker modsatte sig oprøret, lige som det heller ikke kom til uroligheder i gaderne. Tirsdag lyder det desuden ifølge Reuters, at der igen er ro i hovedstaden Asmara, og at oprørssoldaterne tilsyneladende er forsvundet. Den statslige TV-station er også i luften igen, og fra myndighedernes side manes der tilsyneladende også til besindighed.

– Alt er roligt i dag, som det bestemt også var i går, skriver en talsmand for Eritreas præsident på en officiel Twitter-profil.

Flere analytikere siger dog ifølge New York Times, at det blot er et spørgsmål om tid, før Eritreas præsident, Isaias Afewerki, der har siddet hårdt på magten de sidste 20 år, igen bliver konfronteret med et oprør – der sandsynligvis kommer indefra.

– Der er stor utilfredshed inden for de væbnede styrker. Hvis det bliver undertrykt, vil det ikke være det sidste, siger Dan Connell, professor ved Simmons College i Boston, til New York Times.

Eritrea er også kendt som Afrikas Nordkorea, fordi det ligger isoleret på Afrikas Horn, og landet bliver styret autoritært af 66-årige Afewerki. Da han kom til magten i begyndelsen af 1990erne, blev Eritrea dog set som lidt af et lysende håb blandt andet på grund af et lavt kriminalitetsniveau.

Dette ændrede sig dog med krigen mellem Eritrea og nabolandet Etiopien, der kostede titusinder af mennesker livet i slutningen af 1990erne. Stigende fattigdom blandt landets indbyggere medvirker også til en vigende tilslutning til præsident Afewerki.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu