Esbjerg tættest på finalen

13. marts 2013 20:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Esbjerg tættest på finalen
Billede mangler

Esbjerg fik det bedste udgangspunkt før den anden semifinale i DBU Pokalen, da de onsdag aften spillede 1-1 ude mod Brøndby, men kan efter en flot præstation godt tillade sig at ærgre sig over, at resultatet ikke blev endnu bedre.

 

Selvom Auri Skarbalius havde valgt Martin Albrechtsen til venstre back i stedet for den unge Patrick da Silva, for at få lidt mere rutine ind til at skærme for Ankersen-brødrene på Esbjergs højre kant, var det netop derude, gæsterne var bedst, og i det 33. minut gav var det netop derfra, de blå-hvide skabte deres føring. Jakob Ankersen spillede bolden kort til sin bror, Peter, som sendte den videre på tværs af feltet, hvor den generelt velspillende Youssef Toutouh kom til og scorede med et kontrolleret højrebensspark til højre for Michael Tørnes. Målet var fuldt fortjent, for det var Esbjerg, der dominerede gennem et aggressivt presspil og tålmodige kombinationer.

Jerry Lucena var blevet rykket ned som i det centrale forsvarer i stedet for den skadede Kian Hansen, og under opvarmningen gik også Nicolai Høgh i stykker, hvilket gav plads til Davidson Drobo-Ampem, men trods rokaderne, kom Esbjerg på intet tidspunkt i 1. halvleg under pres. Faktisk lykkedes det ikke Brøndby at få sendt et eneste skud af sted mod mål i løbet af de første 45 minutter.

Efter pausen kom Quincy Antipas på banen i stedet for en svag Dennis Rommedahl, og med ham kom der mere drev og større uforudsigelighed i Brøndbys spil, hvilket skabte større farlighed foran Esbjerg-målet, hvor også Oke Akpoveta kom ind og lavede ballade. Først begik han en meget grim tackling på Martin Bergvold, som han heldigt slap fra med gult kort, og i det 72. minut fik han tilkæmpet sig et straffespark, da Jonas Knudsen rev ham omkuld på grænset til feltet, hvorefter Jens Stryger Larsen sikkert omsatte det til 1-1.

Med udligningen holder Brøndby liv i håbet om at kvalificere sig til sin niende pokalfinale, når de den 18. april spiller returkamp på Blue Water Arena, hvor hjemmeholdet dog nu står med de bedste chancer for at spille sig i finalen. en finale der i så fald også vil være Esbjergs niende.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu