Et EM dansk atletik gerne vil glemme

2. marts 2013 18:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Et EM dansk atletik gerne vil glemme
Billede mangler

Forventningerne var store til EM-sølvvinderen udendørs på 800 meter, Andreas Bube, men han kiksede indendørs.

Selv om Morten Jensen ikke var i dén form, der gav ham sølv i længdespring ved inde-EM i Paris for to år siden, havde man alligevel forventet mere af den rutinerede spartaner i hans 13. internationale mesterskab.

De to topnavnes blege indsats er eksponent for den danske præstation. EM i Scandinavium i Göteborg blev en nedtur. Et mesterskab, man gerne vil glemme.

Andreas Bube løb et taktisk dårligt løb på de fire omgange på den 200 meter lange bane og røg ud i indledende heat med beskedne 1.51.88, langt under hans kapacitet.

– Andreas er en god tempoløber med en god finish, men er relativ urutineret på 800 meter og mangler taktisk overblik især indendørs, siger Dansk Atletik Forbunds sportschef, Thomas Bøgh.

– Han ved, at han skal arbejde med det taktiske, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil komme hurtigt. Morten Jensen var med 7,64 meter på en 15. plads 28 centimeter fra en finale med de otte bedste.

– Der var et stort pres på Morten. For at komme i nærheden af finalekravet skulle han have haft det perfekte spring. Han satsede, men ramte den ikke, siger Thomas Bøgh.

Morten Jensens mål til sommer er kvalifikationskravet til VM i Moskva til august på 8,10 meter.

Heller ikke de to stangspringere kom i nærheden af deres bedste og tog afsked med Scandinavium i skuffelse.

Caroline Bonde Holm måtte nøjes med 4,16 meter og Rasmus Wejnold Jørgensen med 5,40 meter.

– Et bump på vejen for Rasmus, men han har været godt springende i vinter. En vindertype og fremtidens mand, siger Thomas Bøgh.

Nick Ekelund-Arenanders 47.34 i semifinalen på 400 meter var acceptabel, men heller ikke mere. Han løb godt på første omgang, men havde ikke mere at skyde med på de sidste 200 meter. At den dansk/svenske sprinter er fremtidens mand er dog hævet over enhver tvivl.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu