Et farvel efter Thatchers eget ønske

17. april 2013 13:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Et farvel efter Thatchers eget ønske
Billede mangler

STORBRITANNIEN: »Den siddende premierminister skal læse indgangsbønnen til min bisættelse – hvad enten han er konservativ eller ej.«

 

Sådan ønskede Margaret Thatcher det, og således blev det. Dermed begyndte Jernladyens bisættelsesceremoni med, at premierminister David Cameron – konservativ som Thatcher – læste vers et til seks af kapitel 14 i Johannesevangeliet op.

Londons anglikanske biskop, Richard Chartres, overtog derefter talerstolen med indgangsordene:

»Efter et stormfuldt liv, levet i de politiske kontroversers hede, er der en stor fred i døden.«

Biskoppen mindede derefter menigheden om, at Baronesse Thatcher har lidt den skæbne, som i sidste ende vil ramme alle mennesker.

»Når hun ligger her foran os, er hun en af os. Dagen i dag er ikke tidspunktet at drøfte den arv, hun efterlader os med,« ssagde biskoppen, som afsluttede sin prædiken med at sige, at et vigtigt anstrøg ved en kristen bisættelse er, at efter sorgen kommer håbet.

»Det havde Margaret Thatcher en fin fornemmelse for,« sagde han.

Selv om langt størstedelen af de fremmødte ved optoget viste stor respekt for den afdøde Thatcher, melder Sky News om, at der var enkelte tilråb og buhen efter gæsterne, mens de forlod Saint Paul’s.

En enkelt demonstrant råbte i en megafon, mens kisten blev båret ud af kirken, men de blev druknet i klapsalver fra resten af de fremmødte, skriver BBC.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu