Et vidneudsagn fra en beskidt verden

31. januar 2013 22:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Et vidneudsagn fra en beskidt verden
Billede mangler

Michael Rasmussens skridt op i den imaginære vidneskranke er ikke bare et stort personligt skridt. For dansk cykelsport er den tidligere Tour de France-helts indrømmelser indgangen til et nyt kapitel i dopingbekæmpelsens historie.

 

For første gang har de danske antidoping-myndigheder nu et vidne – et kronvidne – som ikke bare erkender sit eget misbrug, men også fortæller om omgivelsernes forhold til doping. Både andre rytteres brug af de forbudte midler og indflydelsen fra cykelsportens bagmænd.

»Via de afhøringer, vi har haft med Michael, har vi fået et indblik i en beskidt verden. For os er det her ikke bare et spørgsmål om Michael Rasmussens sag. Det er i en større sags tjeneste. Der foregår ting og sager, som vi rigtig gerne vil trevle op. Ting og sager, hvor det ikke kun er idrætsudøvere, der er skyldige, men mange andre omkring dem. De kan være svære at få fat i. Men det er ikke nogen pæn verden, cykelrytterne lever,« siger Morten Mølholm Hansen, udviklingschef i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og bestyrelsesmedlem i Anti Doping Danmark (ADD).

Det store gennembrud

DIF og ADD ved, at de med Michael Rasmussens indrømmelser står med et unikt materiale mellem hænderne. Endelig har myndighederne et vidneudsagn, som kan føre til andre domsfældelser.

»Vi kan ikke vide, hvad der kommer ind af andre vidner, men det her er første gang, vi har fået en ind, der har fortalt om andre. Reelt betyder det, at vi kan rydde op i nogle ting og få et indblik i nogle mekanismer. På den måde er det et stort gennembrud. Om det så leder til, at vi kan få fat i nye vidner, som kan fortælle endnu mere end Michael – det håber jeg,« forklarer Morten Mølholm Hansen.

DIF og ADD ønsker ikke at klarlægge, hvem det er Rasmussen har »sladret« om. I stedet kræver de nu ro til at arbejde videre med de dugfriske oplysninger. B

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu