EU angriber bankernes gebyrer på investeringsbeviser

4. marts 2013 03:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EU angriber bankernes gebyrer på investeringsbeviser

EU-Kommissionen vil forhindre bankerne i at tage store gebyrer på investeringsbeviser, skriver Jyllands-Posten.

 

Danske banker har på seks år tjent tæt på 13 milliarder kroner på det skjulte formidlingsgebyr. Fremover skal det ifølge EUs forslag til forbrugerbeskyttelse, Mifid II, være forbudt at kalde sig uafhængig rådgiver, hvis man får den type honorarer.

»Jeg er tilhænger af, at man får gjort op med den tegningsprovision. Et var, hvis den skulle betales en gang, men pengene trækkes uden videre i de almindelige omkostninger år efter år. Og det er uafhængigt af, om vi har fået rådgivning eller ej. Spørgsmålet er, om vi ikke helt burde forbyde præmiering af salg,« siger professor Carsten Tanggaard fra Creates, Aarhus Universitet.

I Storbritannien fik banker og investeringsrådgivere sidste år forbud mod at tage betaling fra andre end kunden selv.

Som det er nu kommer man som kunde til hvert år at aflevere en del af sit afkast til banke, som den investeringsforenings, man ejer beviser i, samarbejde med. Det er betaling til bankerne for at tilbyde investeringsbeviserne.

Beregninger fra Penge og Pensionspanelet viste sidste år, at 100.000 kroner investeret i en dansk aktieafdeling med den gennemsnitlige formidlingsprovision på 0,64 procent og et årligt afkast på 7 procent efter syv år ville være vokset til 148.000 kroner med gebyret og 154.000 kroner uden.

Forslaget vækker glæde hos Forbrugerrådet.

»EU’s initiativ er et klart fremskidt, fordi gebyret bliver tydeliggjort. Men de fleste danskere vil alligevel gå ned i banken for at handle investeringsbeviser, fordi de stadig tror, at rådgivningen er gratis,« siger vicedirektør Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu