EU-ekspert: Tyskland punger ud til Portugal

30. marts 2012 16:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
EU-ekspert: Tyskland punger ud til Portugal
Billede mangler

6.000 milliarder kroner går nu til eurolande med rod i regnskaberne. Og særligt et euroland må til lommerne.
Det vurderer professor og EU-ekspert Marlene Wind, efter at eurolandenes finansministre lige har vedtaget en ny redningsfond under EU-topmødet i København.
“Det var det beløb, som var efterspurgt inden, men det er faktisk mere, end jeg troede, inden de gik i gang med at forhandle. Mon ikke Tyskland har fået lov til at betale en god del af kagen,” siger Marlene Wind til Newspaq.
De usandsynligt mange milliarder ender kun et sted i EU, nemlig sydpå.
“Den her redningsfond er lavet for at skabe tillid til økonomien så Spanien, Grækenland og Portugal kommer tilbage på sporet. Forhåbentlig kommer der nu ro om den europæiske økonomi,” fortæller professoren.
Havde finansministrene ikke fundet de mange milliarder, så ville der faktisk være en prompte reaktion fra spekulanterne.
“Både markederne og investorerne havde regnet med, at der ville komme en redningsfond, så det ville egentlig være en større nyhed, hvis den ikke kom,” slutter Marlene Wind.
Ifølge økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er der ikke danske skattekroner indblandet. Og hvis alt går galt i Danmark, så kommer fonden os ikke til hjælp, da vi har stemt nej til euroen som valuta.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu