EU-lov sætter en stopper for ulovligt træ

3. marts 2013 06:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EU-lov sætter en stopper for ulovligt træ
Billede mangler

EU: Illegalt træ er en verdensomspændende forretning af de helt store. Et skovområde på størrelse med en fodboldbane bliver hvert andet sekund døgnet rundt ryddet af lyssky tømmerselskaber, som ifølge Verdensbankens beregninger omsætter for op mod 87 milliarder kroner årligt.

 

En del af tømmeret, der oftest fældes i centralafrikanske, sydamerikanske og sydøstasiatiske skove, finder vej til Danmark og Europa. Det anslås, at mellem 16 og 19 procent af det træ, der importeres til EU, er fældet ulovligt, men nu forsøger unionen at komme importen til livs. Ny EU-lovgivning, der træder i kraft søndag, forbyder import og brug af illegalt træ og træprodukter i medlemslandene.

Fremover skal danske importører af træ, finér og papir således kunne dokumentere, at deres varer kommer fra træer, der er fældet efter forskrifterne i oprindelseslandet. Desuden stilles der skærpede krav om dokumentation til danske skovejere for at sikre, at danskproduceret træ også følger de gældende regler.

Hos miljøorganisationen WWF Danmark betragter man EU-lovgivningen som et skridt i den rigtige retning, men man gør sig ingen illusioner om, at importregler alene kan sætte en stopper for den ulovlige fældning og handlen med illegalt træ.

»Målet er ikke blot lovligt træ, men bæredygtigt træ, for i mange lande er for eksempel rimelige arbejderrettigheder ikke en del af den nationale skovlovgivning,« siger generalsekretær Gitte Seeberg.

»Selv når skovdriften og salget af tømmer er lovligt, bliver der ofte fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Derfor er det så vigtigt, at træet er bæredygtigt, det vil sige FSC-certificeret. For det betyder, at der er taget højde for dyr, natur og mennesker,« forklarer hun.

Hos den danskejede trægrossist DLH Group, der har kontorer i 25 lande verden over, byder man den nye lovgivning velkommen. Virksomheden har i forvejen en række interne regler, der frasorterer brodne kar blandt samarbejdsparterne, men nu bliver reglerne ens for alle, konstaterer Peter K. Kristensen, vicedirektør for miljø og social ansvarlighed i DLH Group.

»Nu risikerer vi ikke, at ikke leverandøren går til en anden, hvis vi siger nej tak. Jeg forventer, at vi får en mere fair konkurrence,« siger han.

Spørgsmålet er så, hvad det kommer til at betyde for forbrugerne. Uden ulovligt træ til at presse prisen kunne man forvente, at træprodukter vil blive dyrere, og det kan ikke udelukkes, erkender Peter K. Kristensen.

»I en undersøgelse fra USA blev det vurderet, at prisen på hjemligt træ ville stige syv procent, hvis man fjernede det ulovlige træ fra markedet. Men det er for tidligt at sige, om det vil ske herhjemme,« siger han.

I skovejernes brancheorganisation, Dansk Skovforening, regner man ikke med, at den nye EU-lov vil få salget af dansk træ til at boome.

»Det, der kommer ulovligt ind i landet, er typisk tropisk træ med en speciel funktion, som danske træsorter ikke kan erstatte,« siger Tanja Olsen, leder af skovforeningens erhvervspolitiske afdeling.

Det er Naturstyrelsen, der skal kontrollere, om danske importører og producenter overholder den nye lovgivning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu