EU overvejer at bevæbne syriske oprørere

21. april 2013 00:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EU overvejer at bevæbne syriske oprørere
Billede mangler

SYRIEN: I de kommende uger vil Den Europæiske Union (EU) drøfte en lempelse af den våbenembargo mod Syrien, der lige nu forhindrer EU i at sende våben til de syriske oprørsgrupper. Det fortæller Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, på et møde med koalitionen Syriens Venner i Istanbul.

 

»Det er en diskussion, vi skal have i EU i løbet af de næste seks uger. Vi og Frankrig har sagt, at der vil være en stærk sag for at ophæve embargoen eller ændre embargoen,« siger Hague ifølge Reuters.

På mødet lovede den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, at USA vil give oppositionen i Syrien yderligere 123 millioner dollar i såkaldt ikke-dødbringende hjælp. Han gjorde det samtidig klart, at den fremtidige støtte vil blive kanaliseret gennem oprørernes øverste militære kommando.

I februar blev EUs udenrigsministre enige om, at det kun skal være muligt for unionen at yde såkaldt teknisk assistance og ikke-dødbringende hjælp til den syriske opposition. Mens Storbritannien, Frankrig og Italien ikke har villet udelukke militær støtte til oprørsbevægelserne, har blandt andre Tyskland, Østrig og Sverige advaret imod det.

På mødet i Istanbul sagde Syriens Nationalråd, at koalitionen garanterer, at ingen våben »falder i de forkerte hænder«, sådan som de skeptiske EU-lande har været bekymrede for.

Ifølge FN har krigen i Syrien kostet over 70.000 livet, civile såvel som militære. Yderligere er en fjerdedel af landets befolkning på 22 millioner blevet internt fordrevet, og 1,3 millioner er flygtet til flere nabolande i Mellemøsten og Nordafrika.

Fredag var FNs nødhjælpschef, Valerie Amos, ude at opfordre de 15 medlemslande af Sikkerhedsrådet til at »tage de nødvendige skridt for at stoppe denne brutale konflikt«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu