EU sætter lup på Apples mistænkelige salgsmetoder

22. marts 2013 09:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
EU sætter lup på Apples mistænkelige salgsmetoder
Billede mangler

Apples kontrakter med teleselskaberne om salget af sine iPhone-telefoner er nu kommet i EUs søgelys, efter at flere selskaber har klaget over, at Apples krav er så skrappe, at de truer konkurrencen.

EU-Kommissionen modtog for nylig oplysninger fra en gruppe af europæiske teleselskaber om deres kontrakter med amerikanske Apple, og en undersøgelse er nu sat i gang.

Apple bestemmer mængden

Apple fastsætter i mange tilfælde en kvote for, hvor mange iPhone-telefoner et teleselskab skal sælge over en bestemt periode, normalt over tre år. Hvis teleselskabet nægter, får det ikke lov at sælge telefonerne. Og hvis kvoten ikke opfyldes, skal teleselskabet betale Apple for de ikke-solgte telefoner, siger en kilde til avisen.

Formelt er der ikke indgivet en klage, men en talsmand for EUs konkurrencekommissær, Joaquín Almunia, bekræfter over for New York Times, at en indledende undersøgelse pågår. Kommissionen har dog først pligt til at reagere, når der foreligger en formel klage, men bekræftelsen viser, at EU ser alvorligt på oplysningerne.

De går primært på franske forhold, men andre af de 27 EU-lande kan også være berørt.

»Det ekstremt onde imperium«

De kontrakter, som Apple kræver en underskrift på fra teleselskaberne, før de får lov at sælge Apple-produkter, er så stramme, at det reelt gør det svært for andre producenters mobiltelefoner at konkurrere.

I Sverige brød utilfredsheden åbent ud kort før jul. Svenske teleselskabers sælgere var blevet så trætte af Apples forsøg på at detailstyre salget, at de ofte anbefaler kunderne at købe konkurrenternes produkter, skrev den svenske finansavis Dagens Industri i december. Apple forsøger nemlig at få total kontrol over både markedsføring og prissætning.

»Hvis Microsoft blev kaldt det onde imperium, er Apple i dag det ekstremt onde imperium,« sagde en kilde til dagbladet.

Apple går lidt tilbage

Også flere store danske teleselskaber har over for Berlingske bekræftet, at Apples krav er uhørte, men de vælger at holde mund offentligt, da der er et stort salg i iPhone-telefoner, som de derfor gerne vil have på hylderne.

Apple har dog tabt terræn i Vesteuropa. I det vigtige julekvartal lå Apples markedsandel på 24,72 procent mod 26,86 procent for et år siden, viser tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt. Til sammenligning voksede Samsungs markedsandel fra 27,58 til 40,66 procent. Samsung er verdens største mobilproducent.

Apple-talsmand Natalie Kerris siger til New York Times, at »vore kontrakt overholder fuldt og helt lokal lovgivning, hvor vi gør forretning, herunder EU«.

Hvad EU-Kommissionen gør herefter, står ikke klart, ej heller hvornår der sker mere i sagen.

Teknologigiganter i fokus

Apple – og flere andre af de store teknologiselskaber – er allerede i EUs søgelys. Justitskommissær Viviane Reding anklagede tidligere på ugen direkte Apple for at se stort på EUs forbrugerbeskyttelse, fordi Apple fortsat hævder, at der kun er et enkelt års garanti på Apple-hardware, mens EU-reglerne kræver, at forbrugerne har to års garanti. Apple har allerede fået en millionbøde i Italien for lovbruddet, og en række sager er på vej i andre EU-lande.

Også Google har flere sager kørende med EU-Kommissionen.

Kommissionen har slået ned med hård hånd på især teknologigiganterne. I 2009 fik chipproducenten Intel den hidtil største bøde på 1,06 milliarder euro (dengang 7,89 milliarder kroner), og softwaregiganten Microsoft fik i marts i år endnu en gigantisk bøde på 4,1 milliarder kroner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu