Få havebassiner indhegnes trods druknerisiko for børn

17. juli 2012 08:21 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Få havebassiner indhegnes trods druknerisiko for børn
Billede mangler

Selvom havebassiner er den hyppigste årsag til druknedød hos småbørn indhegnes kun tre ud af ti bassiner, viser tal fra Børneulykkesfonden.
 
Havebassiner er populære. Knap hver femte husstand har et bassin men mens interessen for vand i haven er stor så er der knap så stor fokus på børns sikkerhed omkring bassinerne.
 
Nye tal fra Børneulykkefonden viser, at kun knap tre ud af 10 havebassiner er indhegnet til trods for at netop havebassiner er den hyppigste årsag til druknedød blandt børn i alderen ét til fire år.
 
– Det er bekymrende, at så få forældre er klar over den alvorlige fare, der er forbundet med havebassiner, når man har små børn. Vand og farverige fisk har en magnetisk tiltrækning på små børn, og det er en falsk tryghed at tro, at helt lavt vand er ufarligt. Falder barnet uheldigt eller bliver klemt fast af noget tungt, skal der ikke mere end nogle få cm vand til, før det kan drukne og det kan ske på få sekunder, siger Henriette Madsen, leder af Børneulykkesfonden. 
 
Børneulykkesfonden opfordrer derfor forældre til at indhegne havebassinet, så små børn ikke kan komme i nærheden af det. 
– En god ide er at sætte et solidt hegn rundt om havebassinet eller monterer et hegn eller rionet over vandet, så barnet ikke kan falde i vandet. Små vandhuller i haven kan også fyldes med sand og blive brugt som legeplads, og hvis der er en låge, skal man altid huske at lukke og låse lågen efter sig, forklarer Henriette Madsen. 
Fakta: Sådan børnesikrer du i havebassinet 
* Sæt et solidt hegn med selvlukkende låge rundt om havebassinet 
* Monter et hegn eller rionet over vandet 
* Fyld alternativt havebassinet med sand, mens børnene er små Kilde: Børneulykkesfonden 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu