Få tør selv sælge deres bolig

9. april 2013 17:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Få tør selv sælge deres bolig
Boligsalget er i vækst - ikke bare i priser men også i forhold til antallet af solgte boliger. Arkivfoto.

Selv om det har været muligt i årevis, så er det fortsat kun få boligsælgere, der gør det selv.

 

De komplicerede juristerier ved en bolighandel tager pusten fra de fleste boligsælgere, som vælger at lade en ejendomsmægler stå for salget. Flere mæglerkæder har i årevis tilbudt såkaldt selvsalg, hvor sælgeren i større eller mindre grad selv står for salget.

Men selvsalg udgør formentlig kun omkring fem procent af markedet, tyder de eneste undersøgelser og vurderinger af markedet på.

Ifølge en rapport fra sidste år fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgør andelen af selvsalg hos Robinhus, som var først med konceptet, kun omkring fem procent, mens andelen af sælg-selv annoncer på boligsitet Boliga i 2010 og 2011 kun lå mellem halvanden og tre pct.

Nu går Boliga mere aktivt ind på området ved at tilbyde annoncering for 500 kr. om måneden samt indsamling af de nødvendige dokumenter for 1.000 kr.  Dertil kommer så tilstands- og energirapport til ca. 7.000 kr. samt berigtigelse af købsaftale, som kan købes fra 2.995 kr.

Men selv om det samlede beløb dermed kommer langt under den samlede pris hos en mægler, så hilser næstformand i Dansk Ejendomsmæglerforening Torben Strøm initiativet velkommen.

»Vi hilser ethvert nyt initiativ på markedet velkommen. Men selvsalg er jo ikke et nyt fænomen. Vi har mange medlemmer, der tilbyder kunderne forskellige former for selvslag,« siger Torben Strøm.Han anslår, at selvsalg fylder mellem seks og otte pct. i det samlede salg. Men Boliga regner med en lidt større kage at slås om.

Boliger fra traditionelle mæglere og boliger fra gør-det-selv sælgere vises på lige fod på Boliga, som regner med, at ca. ti procent af bolighandlerne på markedet gennemføres uden om de traditionelle mæglere og dermed er potentielle kunder til gør-det-selv salg hos Boliga.

Partner hos Boliga Ricco Zuschlag oplyser, at planerne om at tilbyde gør-det-selv salg af boliger har ligger i skuffen i længere tid.

»Men vi vurderer, at markedet er modent nu, og så er det et stort ønske fra vores brugere,« siger han.

Der findes ingen samlet prisstatistik over omkostningerne ved bolighandel. Men ifølge Konkurrence- og forbrugerstyrelsen har forbrugerne meget svært ved at se, hvad de får for pengene.

»Forbrugerne vurderer, at gennemsigtigheden på markedet er lav. Markedet rangerer som nummer 37 af 49 undersøgte markeder i forhold til gennemsigtighed. Forbrugerne har svært ved at sammenligne priser og vælge den bedste ejendomsmægler. Samtidig oplever forbrugerne problemer med at forstå bolighandlens dokumenter, heriblandt formidlingsaftalen, der er sælgers kontrakt med ejendomsmægleren, og købsaftalen,« konkluderer styrelsen i rapporten fra sidste år.

Den konkluderer også, at forbrugernes tillid til mæglerne ligger som nummer 45 af 49 undersøgte markeder.

»Forbrugerne oplever ikke, at deres forventninger indfries, de har ikke tillid til ejendomsmæglernes markedsføring og til, at mæglerne overholder de regler, der skal beskytte forbrugerne. Det er problematisk, ikke mindst fordi 97 pct. af forbrugerne finder ejendomsmæglerens professionalisme og ærlighed vigtig i forbindelse med valg af ejendomsmægler. Til sammenligning giver 76 pct. udtryk for, at ejendomsmæglerens salærer er vigtige for valget,« hedder det i rapporten.

Torben Strøm peger netop på, at en ejendomsmægler kan og skal sørge for en tryg og sikker handel for både sælger og køber.

»Man kan sige, at sælgeren og køberen – som begge er forbrugerne – er under beskyttelse af lovgivningen, fordi mægleren skal have en udvidet forsikring, der også omfatter objektivt ansvar. Og det giver sikkerhed for boligkøberen, hvis noget er forkert,« siger han.

Ifølge Ricco Zushlag vil den pakke med indhentning af dokumenter til bolighandlen, som Boliga formidler, også være omfattet af en advokats ansvarsforsikring, hvis noget går galt. Men ifølge Torben Strøm er der en lang række faldgruber, der kan give efterfølgende retssager og udgifter for sælger og køber, hvis sælger selv har stået for en del af arbejdet.

»Mægleren har pligt til at fremskaffe alle relevante oplysninger og dokumenter om ejendommen og sammenholde dem med hinanden og med de fysiske forhold på ejendommen. Hvis der er uoverensstemmelser, skal det undersøges og klarlægges, så køber træffer beslutning om køb på et fuldt oplyst grundlag og ikke får ubehagelige overraskelser efterfølgende,« siger han og påpeger videre, at fejlagtige oplysninger, der har økonomiske konsekvenser, som udgangspunkt vil blive erstattet eller godtgjort, fordi ejendomsmæglere er underlagt et objektivt ansvar.

Der kan f. eks. være tale om fejl i beregning af ejerudgifter eller sælgers provenu.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu