Facebook tjener mere – og har spenderbukserne på

31. januar 2013 08:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Facebook tjener mere - og har spenderbukserne på

Mark Zuckerberg og kompagni hos Facebook fejrer fortsat fremgang i omsætningen på reklamer på især smartphones og tavle-PCere.

 

Aggressiv satsning på reklamer under særligt den amerikanske valgkamp og julesæsonen smitter kraftigt af på Facebooks seneste regnskab.

I sidste kvartal steg omsætningen til 1,59 milliarder dollars – 40 procent mere end i samme periode året før. Indtægterne fra reklamer udgjorde 1,33 milliarder dollars, og af dem kom de 23 procent fra reklamer på håndholdte enheder. For et år siden kom 14 procent fra mobiler og tavle-PCere.

“I dag er der ingen tvivl, Facebook er en virksomhed med fokus på mobil. Det giver os mulighed for at nå flere mennesker, og vi bliver i stand til at tjene flere penge for hvert eneste minut mere, folk bruger sammen med os på deres mobil,” sagde Facebook-stifter Mark Zuckerberg på det efterfølgende konference telefonopkald med investorer og presse.

Selvom Facebooks evne til at tjene penge anses som afgørende for Facebooks fremtid, så udløste regnskabet ingen aktiefest. Forventningerne til Facebook er igen kravlet i vejret, og flere analytikere havde håbet på mere.

Aktien faldt i første omgang omkring fem procent i efterhandlen, men reddede efterfølgende lidt af det tabte.

Et andet lod på vægten i vurderingen af Facebook som forretning er de stadig tungere omkostninger. I forhold til sidste år æder nye investeringer og øgede omkostninger 79 procent af overskuddet.

Det kommer blandt andet af udgifter fra medarbejderaktier, men også Facebooks udviklingsteam har fået tilført ekstra vitaminer i det seneste år. Noget som Mark Zuckerberg forventer vil fortsætte i 2013.

Siden sidste år er antallet af medarbejdere i hovedkvarteret i Menlo Park, Californien og i resten af verden steget til 4.619 mod 3.200 ved slutningen af 2011.

Det kommende år vil fortsat handle om at klemme flere penge ud af Facebooks tjenester. Ikke mindst er der sat stor lid til den nyligt lancerede søgemaskine Graph Search.

“Hvis vi gør det her rigtigt, så vil det her hen ad vejen potentielt set kunne blive en meningsfuld forretning for os,” sagde Mark Zuckerberg på konferenceopkaldet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu